Ny skatteregning truer Kasi-Jesper

Den tidligere milliardær Jesper "Kasi" Nielsens økonomiske nedtur fortsætter. Ny skattesag om sponsorat truer
Det danske skattevæsen har allerede gang i en række sager mod AG København-ejer Jesper 'Kasi' Nielsen, og nu er en ny ifølge Ekstra Bladets oplysninger på vej.
Kravet her kan i værste fald lyde på op imod 60 millioner kroner, da Skat mener, at Jesper Nielsens sponsorat af fodboldklubben Brøndby, der alt i alt løber op i omkring 200 millioner kroner, har været for at fremme ham selv i højere grad end virksomheden.
Loven er streng
Skatteekspert Christen Amby understreger over for Ekstra Bladet, at der tidligere har været eksempler på lignende sager især i sportens verden. Og han hæfter sig ved, at netop Jesper Nielsens sponsorat af Brøndby ville være et oplagt emne for skat.
"Det er en kompliceret lovgivning på det område, men loven er streng. Det vil være oplagt, at Skat i sådan en sag forsøger at anlægge et krav, hvis det mener, man personligt har gavn af et sportssponsorat," siger han til Ekstra Bladet.
En af Skats hovedpointer er, at Kasi Group ikke har haft nævneværdig glæde af at blive eksponeret i en dansk fodboldklub, da firmaet primært har solgt sine produkter på det tyske marked.
Kender intet til det
Jesper Nielsen siger selv til Ekstra Bladet, at han ikke kender noget til en sådan sag mod ham.
Ifølge avisens oplysninger har Jesper Nielsen blandt andet en skattesag i Tyskland, der drejer sig om afregning med en række forhandlere i forbindelse med opbygningen af Kasis omfattende net af distributører.
Skat har tidligere anlagt en sag mod erhvervsmanden om beskatning af en handel, hvor han førte en række af sine virksomheder over i et selskab ejet af kapitalfonden Axcel tilbage i 2010.
Kasi-Jesper trak sig i 2010 fra et fireårigt sponsorat af fodboldklubben Brøndby IF, der blev tegnet i 2008.
Jesper "Kasi" Nielsen er i dag milevidt fra den milliardærstatus, der for blot et år siden klæbede til forretningsmanden.