Så meget er huspriserne steget i din region

Der er svage stigninger i boligprisen over hele landet - men der er store regionale forskelle

Efter fald i årets første måneder er priserne på villaer og rækkehuse steget med en procent i juni i forhold til maj. Det viser tal fra ejendomsmæglernes fælles boligportal, Boligsiden.

Ejendomsmæglerne er ikke overraskende begejstrede.

"Selv om der er tale om meget små stigninger, er prisstigninger i både maj og juni bestemt et positivt tegn efter prisfald i årets første fire måneder," siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos boligsiden.dk.

Der er noget om snakken

Og faktisk har ejendomsmæglerne noget at have deres optimisme i, mener boligøkonom Morten Skak fra Syddansk Universitet.

"Vi har i lang tid haft overraskende kraftige prisfald. Det ser ud til, at der er en tendens til, at det er ved at ophøre," siger han.

Morten Skak hæfter sig ved, at tal fra Danmarks Statistik, der anses for de mest pålidelige, også har vist en tendens til, at prisfaldene er ved at høre op.

"Det antyder lidt, at der er noget om snakken. Det er sådan set et sundhedstegn," siger han.

Mest på Sjælland

Ifølge Boligsidens Markedsindeks steg huspriserne i fire af landets fem regioner - mest i Region Sjælland, hvor stigningen er på 2,4 procent i forhold til maj.

Det overrasker Morten Skak, da netop Sjælland har været hårdt ramt af prisfald den seneste tid.

Hvis man ser på prisudviklingen over det seneste år, er tallene fortsat deprimerende læsning for såvel ejendomsmæglere som husejere. Priserne i hele landet er faldet 6,7 procent i forhold til for et år siden.

Endnu ikke på lejligheder

For ejerlejligheder ser det dog ikke ud til, at prisfaldet er stoppet endnu. Den gennemsnitlige pris er faldet 0,2 procent fra maj til juni, og over hele landet er der tale om et prisfald på 6,1 procent i forhold til for et år siden.

Tallene i Boligsidens Markedsindeks er de nyeste på boligmarkedet og omfatter bolighandlerne i juni måned, som ejendomsmæglere over hele landet har indrapporteret til Boligsiden.

Salgspriserne per kvadratmeter er steget med følgende procentsats fra maj til juni 2012:

Villaer og rækkehuse:

- Hele landet: 1,2 procent

- Region Hovedstaden: 1,6 procent

- Region Midtjylland: 1,3 procent

- Region Nordjylland: 0,2 procent

- Region Sjælland: 2,4 procent

- Region Syddanmark: 0,0 procent

Ejerlejligheder:

- Hele landet: -0,2 procent

- Region Hovedstaden: 0,0 procent

- Region Midtjylland: -0,6 procent

- Region Nordjylland: -1,3 procent

- Region Sjælland: 4,8 procent

- Region Syddanmark: -4,4 procent