Business

5 ting du ikke vidste om Riis' russiske rigmand

Bliv klogere på, hvem Saxobanks nye medsponsor, Oleg Tinkov, egentlig er

Mandag afslørede Bjarne Riis på et pressemøde, at han og den øvrige ledelse i Riis Cycling har indgået kontrakt med en ny hovedsponsor - den russiske bank Tinkoff Bank.

Manden bag Tinkoff bank er den russiske rigmand Oleg Tinkov. Men hvem er han egentlig, den russiske forretningsmand, som har valgt at støtte det danske cykelhold?

Her er fem facts om cykelholdets nye sponsor.

En erfaren sælger

Oleg Tinkov er en erfaren herre inden for forretningsverdenen. Faktisk har han handlet, siden han som 12-årig købte sjaler for penge, han havde lånt af sine forældre og solgte dem videre med fortjeneste.

Det fortæller Erik Kulavig, som er studieleder ved Center for Russiske og Østeuropæiske studier hos SDU.

Efterhånden fik Oleg Tinkov opbygget en del kapital, og i 1990'erne investerede han i en kæde af butikker, der handlede med elektronik, som Oleg importerede fra Asien. Sidst i 1990'erne solgte han butikkerne og investerede i stedet i en restaurantkæde med mikrobryggerier.

De penge, Oleg Tinkov har tjent på elektronikkæden og restauranterne, har han brugt til at grundlægge Tinkoff Bank - Saxobanks nye medsponsor.

Fortid hos Ruslands hemmelige politi

I 1986-1988 var Oleg Tinkov soldat hos KGB - Ruslands hemmelige politi. Her var han en del af politiets grænsetropper - en form for elitetropper. Overraskende mange russiske forretningsfolk og Ruslands præsident Putin har, ifølge Erik Kulavig, en fortid hos KGB.

I 1988, da Oleg netop var blevet færdig som soldat, var han involveret i en meget alvorlig trafikulykke, hvor hans kæreste blev dræbt og han selv hårdt såret.

Tidligere professionel cykelrytter

Oleg Tinkov er tidligere professionel cykelrytter og har vundet mange cykelløb i Sovjetunionen. Han var en mønstersportsmand, men valgte at indstille sin egen cykelkarriere, formodentlig fordi forretningen krævede hans fulde opmærksomhed. Men Oleg har også tidligere erfaring som sponsor for et cykelhold.

"En overgang var et cykelhold tilknyttet Oleg Tinkovs restaurantkæde, men det valgte han hurtigt at afvikle igen. Olegs forklaring var, at cykelsporten i Rusland er for infiltreret af politiske interesser og mafiøse tendenser," siger Erik Kulavig til tv2.dk.

Excentrisk rigmand

I efteråret 2011 var Oleg Tinkov på russiske Forbes' liste over de ni mest excentriske rigmænd.

"Det skyldes nok hans fremtoning. Oleg taler rent ud af posen - han er selvoptaget, vittig og skarp. Men på den anden side er han meget konservativ - han hylder kernefamilien og siger selv, at familien, er hans livs vigtigste projekt," siger Erik Kulavig.

Mest kendt for internet-videoer

I Rusland er Oleg Tinkoff faktisk, ifølge Erik Kulavig, mest kendt for at have sit eget "internet-show", hvor han blandt andet fortæller om sine forretningsmetoder og om, hvordan man hurtigt bliver rig. Det skulle efter sigende også være en vældig god forretning.

"Oleg Tinkov er et godt eksempel på en tidligere sortbørshandler, som er blevet en succesfuld forretningsmand. Dem er der en del af i Rusland. Et ungt menneske, som i slutningen af sovjet-tiden begyndte at tjene penge, ved at handle med forskellige ting."

"Da det blev legalt at handle, kunne de løfte kapitalerne fra den sorte sektor og blive mere eller mindre lovlydige forretningsfolk. Oleg er repræsentant for gruppen af nye, fremadstormende russiske entreprenører, på godt og ondt," siger Erik Kulavig.