It-milliardær køber ø på Hawaii

Der er mange it-milliardærer med specielle behov. Én af dem -- ejer af softwarekoncernen Oracle og mangemilliardær Larry Ellison - har nu købt sig den sjettestørste af øerne i Hawaii-øgruppen

Det skriver Computerworld.

Sælgeren er også en milliardær. Det er David Murdock, der er blevet rig på banan- og ananasselskabet Dole.

Selv om Lanai er en af de større øer, er her ingen trafiklys til de 3200 beboere på øen. Til gengæld ligger der to store luksushoteller og to golfbaner i verdensklasse.

Hvor mange penge der har skiftet hænder melder historien intet om. Men det antydes, at det ligger i omegnen af en milliard kroner eller mere.

Larry Ellison er verdens sjette-rigeste person med en personlig formue på 210 milliarder kroner. Sælgeren, David Murdock, er nummer 442 på listen med en formue på 16 milliarder kroner.