Business

Danskerne trygler om retro-is

Ingen sommer og sol uden is. Hvert år bliver der langet millioner af is over disken til lækkersultne danskere, som læsker sig med en Filur, Astronaut eller en helt tredje is.

Hvert år ser vi nye nye kreative indslag på ismarkedet, men det er ikke altid nyheder, der ender på plakaten.

Producenterne benytter sig i høj grad af muligheden for at gå retrovejen og relancere gamle ismærker

Og med god grund, for ofte kan der være mere salg i at genoplive tidligere hits, som appelerer til nostalgien, som bruges flittigt i markedsføringen.

De is-elskende danskere hjælper godt til, for de er særdeles gode til at gøre opmærksom på, hvilke varianter de gerne vil have tilbage, og Kim Villadsen, marketingchef i Premier Is, forklarer da også , at der eksisterer en cyklus på ismarkedet, hvor man normalt vender tilbage til gamle klassikere.

Frembringer minder

"Vi får hele tiden henvendelser fra vores kunder, som alle gerne vil have en gammel favorit tilbage. I år er tre af vores fem nye lanceringer retrovarianter, som vi trækker ind i sortimentet igen. Når man spiser en is, man husker fra sin barndom, så giver det en særlig glæde," siger Kim Villadsen.

I år kan du blandt andet få et gensyn med isvaflen Wofler, som senest var på markedet for omkring seks år siden. Dengang røg den ud, fordi den er vanskelig at producere på grund af de to lag, som isen består af. Faktisk kan isen kun produceres i Premiers egen isfabrik her i Danmark.

"En anden gammel kending er den mere simple pindeis Nuggi Nuggi, som også er tilbage. Den har vi fokus og stor tro på. Endelig har vi Sommerlæsken tilbage, som er en Kæmpe Læske med blodappelsin. De tre retro-is er med til at give vores iskort den bedste sammensætning af smagsvarianter," siger Kim Villadsen.

Retro sælger

Samme fremgangsmåde hersker der også hos Frisko, hvor man lytter til kundernes ønsker. Det kan nemlig nemt aflæses på salgstallene, at folk får den is, de gerne vil have.

Salgsdirektør Jakob Knudsen husker især dengang en masse Zapp-elskere fik gennemtrumfet et comeback til den farverige pindeis med stor succes de første år. Det var Zapp-generationen fra starten af 80'erne der gjorde 'oprør', og nu er turen kommet til næste generation, der presser på.

"Der har især været et stort ønske om at få genindført Solero Shots, som var små kugler af sodavandsis, som man hælder i munden. Den hedder i dag Calippo Shots, og den er kommet ekstremt godt fra start. Om den kan slå Filur af pinden som den mest populære is, ved jeg ikke, men den vil i hvert fald give kamp til stregen," spår Jakob Knudsen og fortsætter:

"I gamle dag havde vi også en Frisko Finger, som nu er kommet i en ny udgave, som hedder Funny Finger. Den har solgt rigtig godt i Portugal og Spanien, så den er også kommet tilbage på kortet. Den er en slags 'dark horse' i vores forventninger."