Business

Her er danskernes favorit-is

Når solen står højt på himlen, har isproducenterne kronede dage, for så bliver der automatisk langet flere is over disken.

Og det er især gamle kendinge, som de fleste danskere læsker sig mest med, når trangen til en hurtig is kommer over os.

Den rød-gule smilende Filur er den is, der blev købt flest af i 2011, og selvom alle vel er klar over, at det er klassiker, så kommer det faktisk lidt bag på Friskos salgschef Jacob Knudsen.

"Det overrasker mig lidt, for i mange år har det nemlig været en anden sodavandsis, Twister, som har været den mest solgte. Men sidste år kom vi med en fætter til Twisteren, og det har delt salget i to," forklarer han.

En klassiker

"Filur er en god og læskende børneis, men der er også rigtig mange voksne, der lige nupper sig en filur i ny og næ. Den har været med os i mange år, og den vækker minder for mange, der er vokset op med den. Det er jo en klassiker," siger Jacob Knudsen.

I alt blev der solgt 1,8 millioner af Filur i 2011, og det bringer med en stykpris på ni kroner den samlede omsætning op over 16 mio. kroner. På de efterfølgende pladser hos Frisko kommer vaffelisen Daim, Magnum Classic og Twister, og først længere nede på listen ser man andre klassikere som Champagnebrus og Københavnerstang.

Astronaut topper hos Premier

Hos Premier Is har man også en højtflyvende sodavandsis på toppen af salgstallene, der konkurrerer med Friskos Filur.

"Hos os sælger 'Kæmpe Læske' og 'Isbjørn' godt år efter år, men vores absolutte topsælger er sodavandsisen 'Astronaut'," siger Kim Villadsen, marketingchef hos Premier Is.

Kim Villadsen vil ikke oplyse de eksakte salgstal af konkurrencemæssige årsager, men han fortæller, at der årligt sælges et syvcifret antal af sodavandsisen med den karakteristiske vingummi på toppen. Dvs. mellem en og ti millioner af den populære is.

Med en nuværende salgspris på 11 kroner per is omsætter Astronaut altså for minimum 11 mio. kroner årligt, hvis man regner med, at der sælges en million is.

"Det er en is, der har været her stort set altid. Det er gået hen og blevet et is-ikon med vingummiastronauten oppe i toppen og dens form. Det er en børneis, men vi ser, at mange voksne også spiser den. Og så fås den også til billige penge i forhold til andre is grundet den mindre størrelse," siger Kim Villadsen.

Amerikaner med flødebolle

Hos Hjem-Is har man også en topsælgende favorit. Her er der dog ikke tale om en sodavandsis, men en fuldfed Amerikaner med flødeis på vaffel og en flødebolle på toppen.

"Vi sælger omkring 800.000 Amerikanere om året, så det er klart den, der sælger bedst hos os. Danskerne elsker jo flødebolle, og sammen med vaniljesmagen og vaffel er det bare et hit. Vi bruger flødeis, og det kan folk godt smage," siger Anders Brandt Clausen, Commercial Director i Hjem-IS.

Når Hjem-IS bilen kommer forbi og ringer med den velkendte klokke, så kan man dog kun købe isen i pakker. En pakke med otte styk koster 109 kroner, og det giver en stykpris på 13,63 kroner. Dermed ryger den samlede omsætning op omkring 11 millioner kroner.

Amerikaneren har været en fast vare på plakaten hvert år siden Hjem-Is start for 36 år siden.