Business

Benzinprisen fordobles indtil 2022

Hvis den seneste undersøgelse fra Den Internationale Valutafond holder stik, så kan forbrugerne se frem til en fordobling af benzinprisen

"Vores forudsigelse af små stigninger i olieproduktionen vil betyde en nær fordobling - permanent - af oliepriserne over det kommende årti."

Sådan lyder det i en ny undersøgelse fra Den Internationale Valutafond (IMF), som den engelske avis The Telegraph refererer i dag. Og det kan betyde stigende benzinpriser i hele verden.

"På lang sigt følges de to priser ad. Benzin er jo nærmest bare råolie," siger chefanalytiker i Danske Bank, Arne Lohmann Rasmussen til tv2.dk.

Udbud og stærkt stigende efterspørgsel

Arne Lohmann Rasmussen har ikke læst IMFs seneste undersøgelse, men han er enig i, at tendensen går i retning af en større efterspørgsel efter olie og et kun svagt stigende udbud.

"Det er tendensen. De store velstandsstigninger rundt omkring i verden - og især i Asien - betyder, at folk gerne vil køre i bil, så efterspørgslen stiger ubønhørligt. Og samtidig bliver det mere besværligt at udvinde olien. De såkaldt nemme felter er allerede fundet, så det bliver dyrere at skaffe benzinen," fortæller han.

Han understreger dog, at der er utroligt mange usikre faktorer, som det er meget svært at spå om, når man taler om fremtidige benzinpriser.

"Der er jo fx sådan noget som afgiftsniveauet, som i hvert fald herhjemme også spiller en meget stor rolle for benzinprisen, og så betyder de internationale konjukturer også enormt meget. Især på kort sigt. Og man kan faktisk i dag bestille en tønde olie til bare 90 dollars helt indtil 2019, så det er i hvert fald muligt at fremtidssikre sig," siger Arne Lohmann Rasmussen.

De store velstandsstigninger rundt omkring i verden - og især i Asien - betyder, at folk gerne vil køre i bil, så efterspørgslen stiger ubønhørligt.

Arne Lohmann Rasmussen, chef_ og olieanalytiker i Danske Bank