Business

Farveskift afslører om mælken er sur

Fremtidens mælkekarton bliver udstyret med en chip, der giver et signal om, at mælken er sur. Det er ikke science fiction, men en idé, som meget vel kan blive en realitet fra næste år.

Det er den svenske emballagegigant Tetra Pak, der arbejder på, at mælkekartonen skal kunne skifte farve, hvis mælken har stået for længe ude af køleskabet.

"På grund af de mange udfordringer vi stadig står over for, er det for tidligt at sige, hvornår for eksempel den specifikke farveteknologi kommer på markedet. Men vi mener, at det er meget realistisk, at det vil ske til næste år," siger Eva Milton, kommunikationschef for Tetra Pak i Sverige til Ingeniøren.

På den måde behøver forbrugeren ikke frygte at tage en slurk af sur mælk, men derudover skal forbrugeren også rustes med andre informationer end mælkens tilstand.

Når man skanner chippen med en smartphone, så kan man indhente oplysninger om, hvilken gård og hvilken ko mælken stammer fra.

Hvordan de nye teknologier mere præcist fungerer, ønsker Tetra Pak ikke at oplyse.

De seneste år har britiske forskere arbejdet på en lignende intelligent emballage, som skal skifte farve, når fødevarer pakket i plastik kommer forbi sidste holdbarhedsdato. Det sker ved at den særlige emballage skal kunne detektere ændringer i indholdets gassammensætning.

Ifølge Daily Mail mener de britiske forskere, at deres emballage også kan komme på markedet i 2013.