Kasi-Jesper angriber Pandora

Kasi-Jesper, Jesper Nielsen, den tidligere gulddreng i Pandora angriber Pandora for at smadre den forretning han byggede op. Det skriver Børsen.
Jesper Nielsen retter kritik mod styringen af især forretningen i Tyskland, som han betragter som sit livsværk.
Skuffende
"Det er skuffende at se det mismanagement, som ledelsen i Pandora CWE gennemfører på det tyske marked. Potentialet dernede er helt enormt, som jeg har bevist fra 2005 til 2010. Desværre ligger grunden for tilbagegangen direkte hos ledelsen," skriver Jesper Nielsen i en mail til Børsen.
Styrtdyk i Tyskland
Siden Pandoras børsnotering i oktober 2010 har det været hårdt for smykkekoncernen. Det seneste kvartalsregnskab viste en omfattende nedgang på det tyske marked på 38,3 procent i forhold til samme periode sidste år.
Da Jesper Nielsen blev købt ud af Pandora lavede han en såkaldt earn-out-aftale, der på daværende tidspunkt ville give et udbytte på 518 mio. kr i 2015, det beløb er nu faldet til 51 mio. kr.
Den nuværende ledelse i Pandora har ikke ønsket at kommentere kritikken fra Jesper Nielsen, der har sat advokater på sagen.