Business

Anmelder: "Noma står i spidsen for en bølge"

For tredje år i træk har den danske restaurant Noma vundet førstepladsen i konkurrencen 'Worlds 50 Best Restaurants'

"Ingen andre kan samle anmeldernes koncensus om at være bedst, som Noma kan."

Det fortæller Søren Frank, mangeårig madanmelder på Berlingske Tidende, til tv2.dk.

Restauranternes verdensrangliste er netop blevet offentliggjort direkte fra Londons Guildhall, og for tredje år i træk vandt danske Noma, med køkkenchef René Redzepi den 837 store jurys pris som 'Verdens bedste restaurant'.

Og det i en konkurrence, som Søren Frank, mener, er det mest retvisende verdensmesterskab i restauranter, som findes i dag.

Regnede med Noma-sejr

Søren Frank regnede da også med, at Noma ville genvinde titlen som verdens bedste restaurant.

"Noma står i spidsen for en bølge, som slet ikke har toppet endnu. Der er et væld af andre fantastiske restauranter, men ikke nogen, som står i spidsen for en bølge på samme måde som Noma - og ikke nogen, som på samme måde kan samle anmeldernes koncensus om at være den bedste på sit felt," fortæller han til tv2.dk, og fortsætter;

De 50 bedste restauranter:

*Restauranternes verdensrangliste begyndte i 2002 på initiativ af engelske madmagasinRestaurant.

*Stemmerne til listen indhentes fra 27 regionale juryer spredt over hele kloden med hver 31 medlemmer rekrutteret af juryformanden blandt madskribenter, kokke eller restauratører. I alt 837 medlemmer.

*Hvert jurymedlem har syv stemmer, hvoraf højest fire må tildeles regionale restauranter. Det eneste krav er, at jurymedlemmet ikke har nogen personlige interesserer i restauranten, og han skal have besøgt stedet indenfor de seneste 18 måneder. Ellers er der ingen retningslinjer hverken hvad angår mad, betjening eller omgivelser.

Kilde: Theworlds50best.com og Berlingske

"Derfor har de også fortjent at vinde."

Det rigtige VM

Ifølge Søren Frank, så giver 'Worlds 50 Best Restaurants', som det engelske Restaurant Magazine har afholdt siden 2002, et mere retvisende billede af verdens absolutte restaurant-top end fx Michelinguiden.

"Michelin-guiden har langt flere restriktioner i dens bedømmelse af spisesteder, og uddeler også stjerner til langt flere steder. Og så dækker den hovedsageligt den vestlige verden, og er først for nyligt begyndt at dække steder i Østasien også, som Japan og Hong Kong. Så Restuarant Magazines top 50 er tættere på en fuldent liste," siger Søren Frank.

Som eksempel på, at Restaurant Magazines liste er mere tidssvarende end Michelin, peger Søren Frank netop på Noma.

"Rene Redzepi har været på forsiden af Time Magazine som én af verdens mest indflydelsesrige personer - men hans restaurant har ikke en gang fået tre Michelin-stjerner."