De er verdens rigeste hip-hoppere

Finansmagasinet Forbes har udpeget Sean "Diddy" Combs og Jay-Z som hip-hoppens rigeste kunstnere. De topper en ny opgørelse for 2012 foran Dr. Dre, Birdman og 50 Cent.
Takket være Combs' mange forretningsmæssige investeringer i blandt andet modetøj og vodka anslår Forbes, at den 42-årige rapper og producer er god for 550 millioner dollars - hvilket svarer til lige knap 3,2 milliarder kroner.
Hans jævnaldrende kollega hænger dog godt på i fronten. Jay-Zs pengetank rummer ifølge bladet, hvad der svarer til 2,6 milliarder kroner, og lægger man hans kone Beyoncés formue til, forsvarer de nybagte forældre sidste års førsteplads som musikindustriens rigeste par.
Basket og sportsbarer
En stor del af Jay-Zs rigdom stammer fra musikken, men han har også et pænt afkast på basketballholdet New Jersey Nets og sin sportsbarkæde 40-40.
Både Dr. Dre, Birdman og 50 Cent, som indtager de næste tre pladser på den nye Forbes-liste, er milliardærer eller tæt på, når deres formuer omregnes til danske kroner.
De er også alle tre over 35 år og investerer deres formuer i forskellige brancher.