Her ligger Københavns dyreste lejeboliger
Der er meget store forskelle på, hvad en lejebolig koster i det centrale København. Her får du en top ti over de dyreste og mest eksklusive lejebolig-gader i hovedstaden.
I Københavns dyreste gade koster en lejebolig gennemsnitligt mere end fem gange mere end på byens billigste vej. Men så får du til gengæld en fuldstændig centralt beliggende lejlighed på 129 m2 - eller mere end dobbelt så stor som den gennemsnitlige lejlighed på byens billigste gade.
Det viser helt nye tal, som BoligPortal.dk har lavet for TV2.dk.
Boligportal.dk har set på alle lejligheder i København i 2011 og vi kan derfor her give dig en top ti over de dyreste lejebolig-gader i hovedstaden.
Den gennemsnitligt dyreste gade i Storkøbenhavn er Dronningens Tværgade, der lever op til teorien om, at det er dyrt at bo centralt i de store byer.
"Normalt er lejligheder dyrest, hvis de enten ligger utrolig centralt eller er meget store. For Dronningens Tværgade er det begge dele, der gør sig gældende," siger Henrik Løvig, der er administrerende direktør i BoligPortal.dk.
Derfor topper Dronningens Tværgade også som gaden med de gennemsnitligt dyreste lejeboliger, uanset om man gør det op efter ren husleje eller efter kvadratmeterpriser. Med en kvadratmeterpris på 217 kroner, svarende til en gennemsnitlig husleje på 27.606 kroner, er gaden altså den dyreste gade i København, hvis du ønsker at bo til leje.
Interessant er det også, at Gammel Strand faktisk både er med på top ti over de billigste og de dyreste gader i København, alt efter hvilken metode tallene er beregnet på. Målt på huslejen koster en lejlighed på Gammel Strand lidt mere end 25.000 kroner, men hvis man regner de store lejligheder om til en m2-pris i stedet for, så er Gammel Strand pludselig på top ti over de billigste gader.