Skal tykke betale ekstra for flybilletten?

Det er fuldt ud lovligt at opkræve ekstra betaling af overvægtige mennesker, fortæller Forbrugerrådet til tv2.dk
Det irske lavprisselskab Ryanair går til yderligheder i jagten på prisbesparelser.
Bl.a. har selskabet opfodret kabinepersonalet til at holde den slanke linje med den begrundelse, at jo lettere flyet er, desto billigere bliver flyveturen i sparet brændstof.
Men hvorfor ikke bare lade prisen på billetten være betinget af den enkelte passagers vægt?
Man betaler jo hos de fleste flyselskaber ekstra, for at få ekstra kilo bagage med - men om man vejer 50 eller 150 kilo er ligegyldigt for prisen på billetten.
Store kan betale ekstra
Jurist Mads Braüner fra Forbrugerrådet fortæller til tv2.dk, at han ikke umiddelbart har kendskab til flyselskaber, som differentierer i billetpris efter passagerens vægt, men at det ikke ville være ulovligt.
- Der er flere steder, hvor man som passager skal betale for to sæder, hvis man er for stor, men jeg har ikke kendskab til, at passagerens vægt har betydning for prisen hos noget flyselskab, siger Mads Bräuner.
Umiddelbart er der ikke noget juridisk til hinder for, at prisdifferentiere billetter pga. kundens vægt.
Mads Bräuner, jurist i Forbrugerrådet
Han understreger, at Forbrugerrådet bestemt ikke vil anbefale noget flyselskab at gøre flybilletpriser afhængige af passageres vægt, men at han umiddelbart ikke kan finde noget juridisk galt med sådan en ordning.
- I sager om diskrimination er det jo som regel ting som køn, alder, race og religion, der er indeholdt i lovgivningen. Umiddelbart er der ikke noget juridisk til hinder for, at prisdifferentiere billetter pga. kundens vægt, fortæller Mads Bräuner, og fortsætter:
- Men det er klart inden for området af ting, som vi ville opfatte som unødig forskelsbehandlig af forbrugere i Forbrugerrådet. Det strider mod vores sans for ligebehandling af forbrugerne.