Hver fjerde dansker vil på aktiv sommerferie
Især yngre mænd fra Sjælland er ivrige efter at røre sig på sommerferien. Det viser en landsdækkende undersøgelse fra Apollo Rejser
Det er hovedsageligt mænd (27 procent), der vil på aktiv ferie til sommer. Kvinderne følger dog trop med 21 procent. Med hensyn til alder, er det primært dem under 30 år (29 procent) og dem fra 30 til 39 år (32 procent), der ønsker en aktive ferie, mens aldersgrupperne 40 til 49 år og 50 til 65 år ligger lidt lavere med henholdsvis 22 og 20 procent.
Folk fra Region Sjælland er helt suverænt den befolkningsgruppe i Danmark, der helst vil på aktiv ferie med hele 53 procent mod eksempelvis 25 procent i Nordjylland.
"Danskerne vil på aktiv familieferie denne sommer, for de vil have mere ud af ferien end at ligge ved poolen fra morgen til aften. Fitness, tennis, løb, cykling og vandsport skal gå hånd i hånd med høje varmegrader og god mad og vin," konstaterer Rikke Koks Andreassen, kommunikationschef Apollo Rejser.
Ikke dyrere
Administrerende direktør i Apollo Rejser, Stefan Vilner, fortæller til tv2.dk, at den aktive ferieform er gået fra at være noget forholdsvist ekslusivt for de få, til at være ganske almindeligt.
"Vi har set en demokratiseringsproces på området. De aktive ferier startede med Club Med, som var meget ekslusivt, men så dukkede sådan noget som Club La Santa op, og gjorde den aktive sommerferie mere tilgængelig. Og nu ser vi, at det er ganske normalt at overveje det som en ferieform - også om sommeren," siger Stefan Vilner, der også fortæller, at det ikke er en dyrere form for ferie end så meget andet.
"Det kommer selvfølgelig an på, hvad man sammenligner med. Det er dyrere end de billigste charterferier, men det er ikke dyrere end en almindelig gennemsnitsferie. Typisk vælger man selv aktiviteter til, så man på den måde kan være med til at regulere prisen. Men vi har ikke oplevet endnu, at den øgede efterspørgsel har presset prisen på aktive ferier i vejret. Faktisk er prisniveauet for nedadgående," fortæller han.
Stefan Vilner tilføjer dog, at det i højsæsonen kan være svært at få pladser på de populære steder i år.
"Sportsresortet Playitas er så godt som udsolgt i juli måned, ligesom det nybyggede hotel, Mythos Beach, på Rhodos, som også har en lang række sportsfaciliteter, allerede er meget efterspurgt."