Business

Pengeregn over danskerne i april

Pengene vil nærmest regne ned over danskerne i april, viser en opgørelse, Danske Bank har foretaget for TV2.dk.

En unik kombination af udbetaling af efterløns-penge, ekstra store udbyttebetalinger fra investeringsforeninger, udbytte fra enkeltselskaber og udløb af obligationer gør, at milliarder af kroner rammer danskernes private konti i april. Det viser en opgørelse, Danske Bank har foretaget for TV2.dk.

"Der er udsigt til, at der lander enorme beløb på danskernes private konti i løbet af de kommende uger. Danskerne bliver positivt ramt på flere fronter, og det er det, der skaber en helt unik situation," siger chefstrateg i Danske Banks afdeling for Private Banking, Anders Nellemose til TV2.dk.

Danske Bank venter, at danskerne vil hive 17 milliarder kroner ud af efterlønsordningen. Herudover venter banken, at danskerne får udbetalt omkring 20 milliarder kroner i udbytte fra investeringsforeninger. Desuden udløber en lang række obligationer, som frigiver i omegnen af 14 milliarder kroner til private danskere. Derudover får danskerne netto 7,8 milliarder kroner tilbage i skat.

"Det er sjældent, at der er så mange økonomiske planeter, der står på linje på én gang. Det kan sagtens puste noget optimisme ind i danskerne og dermed bidrage til, at Danmark kommer hurtigere ud af krisen," siger Anders Nellemose.

Når danskerne skal have så mange penge udbetalt, skyldes det som beskrevet en række forskellige faktorer, der rammer de private økonomier samtidig.

Milliarder fra efterlønnenMilliarder fra investeringsforeninger½ million i aktier giver 14.000 kronerObligationer sender store summer tilbage til danskerneSKAT sender 7,8 mia. tilbage

  • Danske Bank skønner, at danskerne vil hive omkring 17 milliarder kroner ud af efterlønsordningen. For den enkelte afhænger beløbet af ens alder. Er man født før 1970 får man udbetalt 67.000 kroner.
  • Anders nellemose peger på, at 2011 var et stort udbytteår i investeringsforeningerne, og 2012 tegner til at blive det samme. De fleste investeringsforeninger har nemlig stillet i udsigt, at de vil betale udbytte.
  • I Danske Invest, som har en markedsandel på 33 procent herhjemme, udbetales der udbytte på i alt 6 milliarder kroner, hvis det bliver vedtaget på generalforsamlingen 17. april. Ifølge Anders Nellemose peger det i retning af, at der vil blive betalt udbytte på cirka 20 milliarder kroner fra de danske investeringsforeninger.
  • Han peger desuden på, at udbyttet fra enkeltselskaber bliver højere i år end sidste år. Ejer man for en halv million kroner i aktier, venter Anders Nellemose, at man får udbetalt 14.000 kroner i udbytte brutto. "Det forventes, at udbytteprocenten globalt set vil blive 2,84 procent. Det er en stigning i forhold til 2011, hvor udbytteprocenten var 2,62 procent. Hvor meget det vil betyde for danske investorer afhænger naturligvis helt af, hvor stor - og hvilken - aktiebeholdning den enkelte investor har. Som en gennemsnitsbetragtning vil en aktiebeholdning på en halv million kroner resultere i udbyttebetalinger på 14.000 kroner," siger chefstrategen.
  • Udover ovenstående herligheder, får danskerne også en masse penge fra udløb af obligationer. Ifølge Danske Banks beregninger får private danskere i april udbetalt 14 milliarder kroner fra obligationer.
  • Desuden sender SKAT 7,8 milliarder tilbage til danskerne netto. I alt betaler Skat 13,5 milliarder tilbage til private danskere, mens de opkræver 5,7 milliarder kroner fra for danskere, der har betalt for lidt. Dermed sender Skat 7,8 milliarder tilbage til danskerne netto.

I linket oppe til højre kan du se, hvordan Anders Nellemose anbefaler dig at bruge pengene.