Guide: Sådan kan du bruge pengeregnen

Efterlønspenge, udbyttebetalinger fra investeringsforeninger og udløb af obligationer. Danskerne bliver udsat for en sand pengeregn i april, viser opgørelse Danske Bank har foretaget for TV2.dk.

Du kan rejse for pengene, købe et nyt fladskærms-tv eller lade dem indgå i dit løbende forbrug af dagligvarer. Men du kan også tage et aktivt valg og bruge de penge, du får i april til at gøre noget for din økonomi, som du kan mærke i længere tid.

Chefstrateg i Danske Banks afdeling for private banking Anders Nellemose giver gode råd til, hvordan du kan bruge pengene med omtanke.

Han peger på, at når penge går fra at være del af en bunden opsparing til at optræde som likvide midler har mange en tendens til at lade dem gå ind i den daglige husholdning. Dette er i særdeleshed tilfældet, hvis der er tale om mindre beløb - eksempelvis under 10.000 kroner.

Mange danskere står til at få frigjort beløb, der er betydeligt større end 10.000 kroner, og så kan pengene brugt med lidt mere omtanke i den grad medvirke til at optimere din økonomi - også på længere sigt.

Afdrag gæld med høj rente

Når du får penge tilovers er det altid en god ide at se sin økonomi efter for gæld med høj rente. En nedbringelse af den svarer til et risikofrit afkast af samme størrelse som renten på lånet.

Invester i energiforbedringer i dit hus og skift den gamle bezinsluger ud

Udsigt til fortsat høje energipriser betyder, at en oplagt anvendelse af de frigjorte midler er investering i energiforbedringer i den hverdag. Det kan være alt lige fra større investeringer i isolering af din bolig, mere energivenlige hårde hvidevarer til energieffektiv transport ved at skifte gammel benzinsluger ud med hybridbil.

Sæt pengene ind på en pension

Har du penge til overs er det også altid en god ide at overveje indskud på pensionsordninger. Det betyder for det første, at du sikrer dig bedre leveforhold i din tredje alder. Og med stigende levealder og udsigt til lavere forsørgelse fra det offentlige, er der al mulig grund til at sætte flere penge til side til den aktive pensionisttilværelse.

For det andet vil du ved at placere pengene i en pensionsordning sikre dig, at de bliver attraktivt beskattet med en skat på afkastet på 15 procent.

Endelig for det tredje kan der være en fordel i at trække indbetalingen fra i topskat og muligvis få den udbetalt beskattet mere lempeligt senere hen.

Argumentet om at skyde penge ind på pensionsordninger bliver endnu mere relevant, hvis det drejer sig om efterlønspengene. Her er der jo netop tale om, at udbetalingen af midlerne betyder, at du mister en fremtidig indtægtskilde. Her er der al mulig grund til at overføre midlerne til anden form for pensionsopsparing.

Rebalancer

Ønsker du at investere de frigjorte midler i værdipapirer, er det en oplagt anledning til at sikre, at din sammensætning af investeringer afspejler det aktuelle økonomiske klima.

Hvis du startede året med en procentvis fordeling mellem aktier og obligationer på 50/50, vil din portefølje alene som følge af markedsudviklingen se anderledes ud i dag. Danske aktier er steget 15 procent siden årsskiftet. Hvis vi antager, at obligationerne har en uændret værdi vil 100 kroner i din formue være steget fra 100 kroner til i dag 107,5 kroner. Og det betyder, at aktierne i dag udgør 53 procent af din portefølje. Det betyder, at du for at bringe fordelingen tilbage til 50/50 skal placere lidt mere i obligationer og lidt mindre i aktier.

Læs også artiklen øverst i linkboksen:Pengeregn over danskerne i april

Kilde: Anders Nellemose, chefstrateg i Danske Banks afdeling for private banking