Business

Flyselskaber skal kompensere for askeskyer

Passagerer skal have betalt mad og hotel, når fænomener som en askesky lukker luftrummet, siger EU-advokat.

Flyselskaber skal punge ud, når deres passagerer strander i lufthavnen på grund af aflyste afgange. Også hvis aflysningen skyldes en askesky.

Det fastslår EU-domstolens generaladvokat i sit forslag til en afgørelse i sagen om en irsk kvinde, som kræver erstatning, efter hun sad fast i Portugal på grund af den islandske askesky, som lukkede store dele af det europæiske luftrum i foråret 2010.

Kvinden skulle have fløjet med Ryanair tilbage til Irland den 17. april, men måtte vente en uge, fordi alle afgange mellem Portugal og hendes hjemland var aflyst i perioden, hvor askeskyen hærgede luftrummet.

Hendes ekstra lange ophold kostede ifølge hende selv 1130 euro (8400 kroner). Det svarer til hendes udgifter til mad, drikke, hotel og transport.

Men det beløb har Ryanair nægtet at betale, fordi de finder sagen principiel.

Lavprisflyselskabet mener, at askeskyen går ud over de såkaldte "usædvanlige omstændigheder", hvor et flyselskab kan blive pålagt at sørge for mad og husly for sine passagerer.

Ifølge EU-domstolens generaladvokat kan man ikke lave særlige undtagelser for, hvornår noget kan betegnes som usædvanligt.

"Alle de omstændigheder, der falder uden for det transporterende luftfartsselskabs kontrol, bør være omfattet under ét og samme begreb, nemlig "usædvanlige omstændigheder"," skriver generaladvokaten i sin udtalelse.

Han understreger samtidig, at der ikke er plads til at opfinde en særlig kategori af "helt usædvanlige begivenheder", hvor flyselskaberne slipper for at betale sine kunder.

Generaladvokatens forslag til afgørelse er ikke bindende, men EU-domstolen følger som regel hans råd.