Dong-formand: Det er en dødssyg sag
"Dødssyg"
Sådan betegner Dong Energys formand, Fritz Schur, sagen om fyringen af Anders Eldrup, der gav særligt én person en særligt lukrativ fratrædelsesordning.
Det var Fritz Schur selv, der overbragte Anders Eldrup beskeden om fyringen.
"Det var relativt kort. Jeg gik op til ham på hans kontor og fortalte, at bestyrelsen havde holdt møde, og at vi havde konstateret via en whisteblowing, at der var nogle ting, der ikke var godt, og at vi følte vi måtte mødes med ham omgående, for ansættelsesforholdet måtte bringes til ophør"
Hvordan reagerede Anders Eldrup?
"Han var selvfølgelig chokeret, men absolut fattet."
Hvordan reagerede du selv, da du fik at vide, at der var nogle forhold i Anders Eldrups embedsførelse, som I ikke kunne leve med?
"Jeg havde utrolig svært ved at tro det. Det virkede meget mærkeligt på mig, fordi jeg på alle punkter anser Anders Eldrups som en mand, der holder reglerne, er omhyggelig og meget påpasselig med penge. Men på det her ene punkt tyder det på at hans dømmekraft har svigtet."
Der er tale om en ledende medarbejder, der har fået en meget, meget givtig kontrakt. Kan du bekræfte, at der er tale om den underdirektør, Jakob Buriel Poulsen, som I har sendt hjem i dag?
"Jeg kan absolut ikke bekræfte noget som helst om, hvem de pågældende personer er. Det er en undersøgelse, som stadigvæk står på, og vi vil se på sagen, når vi er færdig med de undersøgelser"
Vil den person med den allerstørste fratrædelsesordning kunne beholde det beløb, hvis han ikke skal arbejde i Dong længere?
"Det er jo en fratrædelsesgodtgørelse. Det vil juridisk blive undersøgt, om kontrakten er så bindende for Dong, at den ikke kan tilsidesættes på nogen måde, så beløbet kan minimeres."
Hvordan vil du selv karakterisere hele sagen?
"Den er dødssyg. Det er da en dødssyg sag. Det er synd for virksomheden, at den skal igennem det her. Jeg mener, at Dong Energy er en uhyre veldrevet og meget ekspansiv virksomhed, som de seneste fem år har sendt fem mia. kroner i udbytte til den danske stat plus udbytte til de andre aktionærer. Så jeg synes det er pokkers ærgerligt, at vi skal igennem det her, og jeg er også meget ked af det, for jeg sætter meget stor pris på Anders Eldrup, så også af personlige årsager berører det mig meget."