Business

Danske turister trodser skibsforlis

Den amerikanske krydstogtsbranche oplever nedgang, men i Danmark er markedet fuldstændig uberørt af det italienske skib Costa Concordias forlis

Ifølge rejsemagazinet Take Off, så er den amerikanske branche for krydstogtsrejser hårdt ramt af Costa Concordias forlis den 23. januar.

Et i forvejen nedadgående marked for rejser til Europa har således taget endnu et dyk.

Men i Danmark melder rejsebranchen om et helt uberørt marked for krydstogtsrejserne. Et marked, som fortsætter en kontinuerlig stigning.

Ikke samme sted to gange

Pressechef hos Albatros rejser, Steen Albrechtsen, fortæller til tv2.dk, at hans firma i de seneste år har oplevet en årlig fremgang i salget af krydstogtsrejser på ca. 10 procent, og at der indtil videre ikke har været nogen ændring i år.

"Vi oplever en stadigt stigende interesse i krydstogtsrejser, og vi har ikke haft nogen bekymrede kunder i telefonen eller nogen ekstraordinære afbud efter Concordias forlis. Faktisk har jeg talt med en kunde, som sagde, at nu ville den italienske vestkyst netop være sikker at sejle ved, fordi alle vil være ekstra forsigtige," fortæller Steen Albrechtsen.

Heller ikke rejseselskabet MyCruise har oplevet nogen nedgang efter forliset af den italienske færge.

"Nej tværtimod, så har vi faktisk fordoblet vores salg af krydstogtsrejser siden sidste år," fortæller direktør for MyCruise, Claus Jensen.

De pylrede amerikanere

Ejer af sitet Krydstogt.dk, Jesper Smith, fortæller, at han heller ikke har noteret noget fald i interessen for krydstogtsrejser, og han tror, at den faldende amrerikanske interesse er et forbigående fænomen.

"De amerikanske turister reagerer ofte lidt mere pylret på de her ting, så at sige. Hvis der er negativ opmærksomhed på et område, så holder amerikanerne sig væk for en tid," siger Jesper Smith, som dog ikke tror, der kommer store rabatter på de almindelige billetter af den grund.

"Det nuværende fald i den amerikanske branche skyldes nok mere finanskrisen. Det er de dyre all inclusive krydstogter i middelhavet, der får færre amerikanere ombord, og det er derfor nok også kun de rejser, som kommer til at blive billigere til sommer," fortæller Jesper Smith.

Han har dog bemærket, at danskerne er begyndt at booke lidt tættere på afrejsen, hvilket sandsynligvis skyldes en forventning om prisfald.