Business

Vi sparer milliarder på bilafgifter

Statens provenu fra de danske bilafgifter er i gennemsnit faldet med 29 pct. per handlet bil fra 2006 til 2011.

Vi køber stadig flere nye biler, og afgiften for et almindeligt bilkøb er ikke faldet, men staten får markant færre penge ind fra bilafgifter, end den gjorde for fem år siden.

I 2011 købte danskerne 10.000 flere privat- og varebiler end i 2007. Alligevel er statens indtægter fra registreringsafgifter faldet med 9,3 milliarder kr. fra 2006 til 2011. Det skriver Jyllands Posten.

Det svarer til en gennemsnitlig nedgang i afgiftsprovenu per nyindregistreret privat- og varebil på 29 procent, eller fra i gennemsnit 108.000 kr. til 77.000 kr. per bil.

Bruger smuthullerne

Ifølge Torben Kudsk, chefkonsulent i FDM, så skyldes faldet, at bilkøberne i stigende grad benytter sig af forskellige afgiftsmæssige smuthuller for at undgå den meget høje registreringsafgift, der er pålagt et almindeligt bilkøb.

"Indtægterne er ramt af, at folk er meget kreative og finder huller i afgiftssystemet. Demo-modeller og leasingbiler er smutveje, som gør, at statskassen ikke får den afgift, man ville have fået, hvis bilerne var solgt på ordinær vis," siger Torben Kudsk.

Desuden er et stærkt voksende salg af de meget små og billige biler også med til at presse statens indtægter fra registreringsafgifter ned.

Demobil:

En demobil er en lettere brugt bil, som forhandleren har vist frem og demonstreret for potentielle købere, der også kan have fået en prøvetur i den.

En demobil forhandles til en markant lavere pris end helt nye biler.

Brug for grøn omlægning

Ifølge FDM og elbil-firmaet Choosev er eneste løsning på statens faldende provenu fra bilsalg, at den omlægger afgifterne helt, så regningen for bilen i højere grad bestemmes af f.eks. dens energiforbrug, miljøpåvirkning og sikkerhed.

Regeringen har bebudet en sådan grøn afgiftsomlægning af bilafgifterne, men den har endnu ikke fastlagt hverken en dato eller en køreplan for forløbet.