Business

Lås flybilletten og undgå prishop

Flyselskaberne har opfundet et nyt gebyr, der giver kunderne mulighed for at låse billetprisen i en periode, indtil man har bestemt sig for, om man vil købe eller ej.

Dermed er man garanteret den pris, man har fået oplyst, mens man tjekker priser hos konkurrenterne eller får alle aftaler på plads. Det skriver nyhedssitet Check-in.dk.

Således tilbyder Air France-KLM et såkaldt "Time to Think" produkt, hvor kunderne på selskabets hjemmeside i 7 dage kan sikre sig mod en prisstigning. "Time to Think" koster 5 euro - knap 40 kroner på billigste klasse.

Også det spanske lavprisflyselskab Vueling tilbyder en "prislås", der koster et gebyr på 2 euro, eller 15 danske kroner for at låse billetprisen i 24 timer.

Gratis fortrydelse hos SAS

Også amerikanske Continental har en prislås, skriver Check-in.dk, mens SAS har en indbygget fortrydelsesret på 24 timer uanset billettype.

Fortrydelsesfristen hos SAS giver kunderne mulighed for at få alle aftaler på plads, inden bordet fanger. Men den åbner også op for, at man kan afsøge markedet og tjekke konkurrenternes priser, inden man beslutter sig endeligt.

Fortrydelsesretten på 24 timer er forløbig gratis hos SAS.