Business

Rig kineser vil indtage Danmark

Den kinesiske milliardær Huang Nubo vil investere tocifrede millionbeløb i Danmark. Det skriver Bloomberg News. Hvad investeringen går ud på, fremgår ikke.

Huang Nubo, der ernærer sig ved at være ejendomsmatador, har tidligere haft store planer for investering i Island, men planerne faldt til jorden.

I september kom det frem, at den kinesiske milliardær ville investere omkring 1,1 milliarder kroner i hoteller i Island og samtidig påpegedes det, at projektet var et springbræt til det øvrige Norden, herunder Danmark.

Huang Nubo oplyste da, at han har planer om at bygge hoteller i lande som Danmark, Finland og Sverige inden for fem år.

Ifølge magasinet Forbes er han god for 1,02 milliarder dollar, men han siger til Bloomberg, at han "med sikkerhed" er langt rigere.

Alene hans indkøbscenter i Beijing vurderes at have en værdi af 6,7 milliarder dollar, siger han.