Danske Spil lukker for Lotto-spil
Danske Spil har helt lukket for spil på Onsdags-Lotto på grund af problemerne i Finland og den mislykkede lottotrækning onsdag aften.
Indtil den nye trækning om rekordpuljen på 102 mio. kroner har fundet sted klokken 10 i dag, kan man slet ikke spille Onsdags-Lotto på danskespil.dk.
Danske Spil har valgt helt at lukke ned for adgangen til lottospillet for at folk ikke skal tro, at de kan nå at spille med i rekordtrækningen.
"Det er for at undgå misforståelser. Folk skulle nødig føle sig snydt, og det ville være lidt synd, hvis de troede, de kunne nå at være med," siger Danske Spils kommunikationschef Thomas Rørsig til tv2.dk.
Det er dog ikke nemt at vide, hvad der er galt, når man som Lotto-spiller klikker sig ind for at spille Onsdags-Lotto. Eneste information er en uforståelig fejlmeddelelse og kode.
"Det har vi ikke nået at ændre," siger Thomas Rørsig.