Business

Sådan slipper du for nyt pensionsloft

Med den nye finanslovsaftale står det klart, at loftet for fradrag på ratepensioner bliver sænket fra 100.000 til 55.000 kroner.

Det går primært ud over dem, der tjener mange penge og sparer mere op end gennemsnittet, eller folk der måske er kommet sent i gang med pensionsopsparingen og derfor vil spare ekstra op, når pensionen nærmer sig.

Men også almindelige lønmodtagere med en indtægt på mindst 366.000 kroner og en arbejdsmarkedspension på mindst 15 pct. af lønnen, vil ramme loftet på de 55.000 kroner.

Partner Thomas Nyegaard fra Nyegaard Pensionrådgivning giver dig her fire eksempler på, hvordan man bør spare op til pensionen, hvis man vil have maksimal skatteeffekt, når de nye regler træder i kraft 1. januar.

Alder: 30 år Indkomst: 350.000 kr/årPensionsindbetaling: Op til 46.000 kr/år

"Han har mest ud af at sætte pengene ind på en kapitalpension, for han kan trække indbetalinger op til 46.000 kroner fra i bundskatten. Hvis han vil spare mere op, eller hvis han begynder at tjene flere penge, kan han fortsætte med at fylde op på en ratepension op til loftet på 55.000 kroner," siger Thomas Nyegaard.

Alder: 40 år Indtægt: 240.000 kr/årArbejdsgiverbetalt pension

"De fleste med lav indkomst har en overenskomstbestemt pensionsopsparing gennem deres arbejdsgiver. Tjener man 240.000 om året som 40-årig, skal man lade være med at indbetale ekstra til pensionen, for så risikerer man bare at gå glip af de tillæg, der gælder for lavindkomstgrupper. Man skal tjene omkring 300.000 kroner om året, før det kan begynde at betale sig med en kapitalpension," forklarer Thomas Nyegaard.

Alder: 45 år Indkomst: 500.000 kr/årPensionsindbetaling: min. 76.000 kr/år

Få fuldt fradrag i år

Det nye loft på 55.000 kroner for ratepensioner gælder fra 1. januar 2012.

Hvis du gerne vil fylde op på din pension, kan du derfor med fordel udnytte, at 2011 er sidste år, hvor du kan indbetale op til 100.000 kroner på ratepensionen og få fuldt fradrag.

"Han skal indbetale 55.000 på en ratepension, så han kan få det fulde fradrag. Det ville være dumt andet. Derudover skal han fylde op på en livrente med minimum 21.000 kroner for at maksimalt skattefradrag, for topskatten starter ved 424.000 kroner. Hvis han vil indbetale mere, kan han med fordel sætte resten i en kapitalpension," anbefaler Thomas Nyegaard.

Alder: 60 år Indkomst: 600.000 kr/årPensionsindbetaling: min. 176.000 kr/år

"Han bør egentlig gøre det samme som den 45-årige, bortset fra at han skal betale endnu mere ind på livrenten for at fjerne topskatten. Han skal altså sætte 121.000 kroner ind på livrenten ud over de 55.000 kroner på ratepensionen," siger Thomas Nyegaard.