Business

Sådan undgår du overtræk

Vi giver dig her de seks bedste råd fra to eksperter til at undgå ubehagelige opkald fra din bank om overtræk på lønkontoen.

Har du svært ved at få pengene til at række måneden ud? De færreste sætter pris på bankrådgiverens opkald om, at kontoen har overtræk. Og derudover er det ofte også en bekostelig affære at skulle betale renter af et overtræk.

Den korteste vej i mål er, ifølge de privatøkonomiske rådgivere, at lægge et budget og holde det. Men det kan virke ret uoverskueligt.

Overvind dovenskaben

"Det sværeste er nok at overvinde den personlige modstand eller dovenskab om man vil. Hvis det er nyt for en person, kan det virke svært. Men det er ikke svært. Et budget er enkelt og kræver ikke de store forkundskaber," siger Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom i Nordea.

Hold dig langtfra kviklån og afdragsordninger igennem finansieringsinstitutter. Det er roden til alt ond og ender for mange med registreringen som dårlig betaler i RKI

Susanne Arvad, uvildig privatøkonomisk rådgiver

Man kan finde et budgetskema i de fleste netbanker eller lige her i boksen til højre.

Få noget for dine penge

"Mange synes, det er kedeligt, men det handler om, at man jo trods alt er den nærmeste til at holde øje med, at man faktisk får nok for sine egne penge," siger Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom i Nordea.

Giv dig selv pengekuverter

Du kan også vælge en at dele dine penge ud i kuverter, for at få et bedre overblik over, hvor mange penge, du har til hver uge i en måned. Privatøkonomisk rådgiver Susanne Arvad råder til, at du laver en ekstra kuvert som du kan kalde 'den sjove'.

"Bruger du eksempelvis færre penge i uge 3 end der ligger i kuverten, så flyt overskuddet til "den sjove". Når så måneden er ved at være slut, er det jo spændende, at se om der ligger noget i "den sjove" kuvert. Hvis der gør så køb noget dejligt til dig selv, som præmie. Oplever du modsat, at der mangler penge i uge 3, så må du tage fra kuverten "den sjove", kuverten kommer så til at hedde 'den kedelige'," siger Susanne Arvad.

De 5 bedste råd til at undgå overtræk:

Privatøkonomisk rådgiver Susanne Arvad:

  1. Sørg for at have en arbejdsindtægt - evt. flere jobs hvis det er nødvendigt.
  2. Lav et budget, således at du får overblik, prioriteret og optimeret. Du kan evt. download fra banktorvet.dk.
  3. Sørg for at tilpasse din forskudsskat på www.skat.dk, således at du undgår "overtræk" hos Skat.
  4. Kan du ikke styre et Dankort, så få dig hurtigst muligt et almindeligt hævekort. Hold dig langtfra kviklån, afdragsordninger igennem finansieringsinstitutter. Det er roden til alt ondt, og ender for mange med registreringen som dårlig betaler i RKI.
  5. Lav en opsparing til såvel øremærkede formål som uforudsete udgifter

Forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen, Nordea:

  1. Læg et budget og hold det
  2. Hav en kassekredit til at tage de udsving, der kan være i økonomien.
  3. Hav en opsparing til uforudsete udgifter.
  4. Hav en budgetkonto til alle faste udgifter, så er der nemlig lige mange penge tilovers hver måned, det er nemmere at styre.
  5. Hav styr på din skat. Det er vigtigt, at du hverken betaler for lidt eller for meget. En restskat kan ødelægge både økonomi og nattesøvn.