Er din økonomi værre end du tror?
Danskerne har fuldstændig styr på privatøkonomien og ved alt om, hvordan de får det optimale ud af deres penge. I hvert fald, når man spørger dem selv. Men virkeligheden er en anden.
En ny undersøgelse lavet af Megafon for tv2.dk viser, at langt de fleste føler, de både har styr på deres økonomi og ved, hvordan de får de mest muligt ud af pengene.
Alligevel har hver fjerde ofte overtræk på deres konto, mens hver tredje har under 10.000 kroner lagt til side til uforudsete udgifter, viser undersøgelsen.
Overvurderer egne evner
Flere eksperter, tv2.dk har talt med, vurderer, at danskerne generelt set overvurderer deres viden og evner, når det gælder privatøkonomien.
Det kan have de værst mulige konsekvenser for nogle, hvis man tror, man lever mere økonomisk fornuftigt, end man gør
Marcus Schmidt, CBS
"Det kan have de værst mulige konsekvenser for nogle, hvis man tror, man lever mere økonomisk fornuftigt, end man gør. Vi ser hele tiden, hvordan folk går fallit, ikke kan få solgt deres huse og bliver teknisk insolvente," siger Marcus Schmidt, lektor ved CBS med speciale i forbrugeradfærd.
Han bakkes op af ekspert i finansiel forbrugeradfærd Jesper Bo Jensen fra firmaet Fremforsk.
"Vi overvurderer vores egne evner, eller vil have det til at se ud, som om vi har styr på det. Vi er nødt til at vise, at vi har tjek på økonomien for at være gode mennesker, men det er ikke det samme som, at vi har det," siger han til tv2.dk.
"For et års tid siden viste en undersøgelse, at 30-40 procent ikke kunne finde ud af procentregning. Hvordan kan man så have styr på sin økonomi?" spørger Jesper Bo Jensen endvidere.
Danskerne ved for lidt om økonomi
I Megafon-undersøgelsen svarer 78 procent af de 1.123 adspurgte, at de i "høj grad" eller "meget høj grad" har styr på deres privatøkonomi, og hele 82 procent angiver, at de ved "en del", "ret meget" eller "stort set alt" om, hvordan de får det optimale ud af privatøkonomien.
Men en række undersøgelser af danskernes privatøkonomi de seneste år viser, at der er stor forskel på, hvordan vi opfatter vores økonomiske evner og hvor meget vi rent faktisk har styr på.
For eksempel viser det sig, når man tester vores økonomiske viden, at mange danskere ikke har styr på helt basale økonomiske begreber. Desuden har rekordmange danskere gæld, de ikke kan betale, ligesom danskernes misligholdte gæld - dvs. gæld, der ikke er blevet betalt rettidige renter og afdrag af - er vokset markant de seneste år.
"Det er selvfølgelig positivt, at folk føler, de har styr på deres økonomi, men der er en kløft mellem selvforståelsen og det reelle billede," siger Danske Banks chef for samfundsansvar Tina Obel Lope.
Kan ikke svare på simple spørgsmål
Folk føler, at de har styr på det, men når man stiller dem konkrete spørgsmål viser det sig, at det ikke holder helt
Tina Obel Lope, Danske Banks chef for samfundsansvar
"Folk føler, at de har styr på det, men når man stiller dem konkrete spørgsmål viser det sig, at det ikke holder helt," siger Tina Obel Lope, der har set tendensen i undersøgelser, Danske Bank har lavet blandt unge.
En Danske Bank-undersøgelse fra 2009 viste blandt andet, at 80 pct. af de unge oplevede sig selv som økonomisk ansvarlige og næsten lige så mange syntes selv, de havde en rigtig god forståelse af deres privatøkonomi.
Alligevel kunne over to tredjedele af de unge ikke svare på spørgsmål om, hvad disponibel indkomst og ÅOP er, ligesom over halvdelen ikke kunne identificere den billigste af tre lånemuligheder.
Lav viden giver større risiko for dårlig økonomi
I en anden undersøgelse, fra Forsikring & Pension, havde hver tredje voksne dansker højst to rigtige svar ud af seks elementære spørgsmål om privatøkonomi. Alligevel vurderede et flertal af de adspurgte, at de har et tilstrækkeligt eller stort kendskab til økonomi.
Forsikring & Pensions undersøgelse viste samtidig, at risikoen for at blive registreret som dårlig betaler er dobbelt så stor for dem, der har en middel eller lav finansiel forståelse i forhold til dem, der har styr på økonomi.