Business

Han rådgiver Danmarks heldigste

Hvis en dansker vinder 77 millioner i Onsdags Lotto i morgen, kan den nybagte mangemillionær se frem til fornemt besøg af Arne Lenstrup. Han er Danske Spils millionærrådgiver og har rådgivet Lotto-millionærer, der i alt har vundet over 1,5 milliarder kroner.

Han er manden, alle danskere drømmer om at få besøg af. Han kommer nemlig hjem til dig, når du har vundet den store gevinst i Lotto eller Onsdags Lotto.

Arne Lenstrup er navnet. Titlen er millionærrådgiver hos Danske Spil. Det har den været i knap 10 år, hvor han har rådgivet glade Lotto-millionærer, der tilsammen har vundet mere end 1,5 milliarder kroner.

Men hvad stiller man op, hvis du vinder milliooner af kroner? Hvordan lyder millionærrådgiverens anbefalinger?

Enten er drømmene det første, vinderne fortæller om, når jeg kommer. Hvis ikke, så siger jeg altid: Nu skal I huske, I har vundet. Husk at få opfyldt nogle af drømmene

Millionærrådgiver hos Danske Spil, Arne Lenstrup

"Først og fremmest er vores rådgivning individuel. Der er stor forskel på, om det er et pensionist-ægtepar eller en familie med små børn. Jeg tager altid udgangspunkt i vinderens situation," siger Arne Lenstrup og fortsætter:

"I første omgang kigger vi på tre ting: Afvikling af gæld, køb eller forbedring af ejerbolig og investering i obligationer, aktier og bankindestående."

Det lyder umiddelbart fornuftigt, måske endda lidt kedeligt vil nogle mene.Hvad med de vilde drømme?

"Enten er drømmene det første, vinderne fortæller om, når jeg kommer. Hvis ikke, så siger jeg altid: Nu skal I huske, I har vundet. Husk at få opfyldt nogle af drømmene. Det gør de fleste heldigvis også," fortæller den erfarne rådgiver.

I første omgang kigger vi på tre ting: Afvikling af gæld, køb eller forbedring af ejerbolig og investering i obligationer, aktier og bankindestående

Millionærrådgiver hos Danske Spil, Arne Lenstrup

Det viser Danske Spils millionær-undersøgelse fra 2010 også. 56 procent af Lotto-millionærerne har brugt nogle af pengene på fast ejendom. 43 procent har sat penge i investeringer, opsparing eller pension, mens 36 procent har betalt gæld af.

Heldigvis bliver drømmene også levet ud: 40 procent af Lotto-millionærerne har købt bil eller motorcykel, og 34 procent har brugt pengene på blandt andet rejser.

Bliver det en dansker, der som den eneste rammer de seks vindertal og SuperTallet, så bliver det altså den suverænt største gevinst i danmarkshistorien. Den hidtil største gevinst vundet i Danmark lyder på 38,5 millioner kroner og blev i marts 2008 vundet af en københavnsk familie - der efterfølgende fik besøg af Arne Lenstrup.

De største gevinster i danmarkshistorien:

  1. 38.564.007 - Lotto - uge 13 2008 - Føtex, 2100 København Ø.
  2. 38.482.709 - Onsdags Lotto - uge 33 2005 - Købmand Krogsgaards Kiosk, 8000 Århus C.
  3. 35.875.154 - Joker - uge 11 2005 - Brørups Kiosk, 2300 Kbh. S.
  4. 34.790.756 kr. - Joker - uge 15 2010 - PLUS abonnement
  5. 33.240.799 kr. - Lotto - uge 18 2008 - Center Kiosken, 8310 Tranbjerg J.
  6. 32.401.766 - Onsdags Lotto - uge 1 2005 - Jørgens Hjørne, 2300 Kbh. S.
  7. 32.394.239 - Lotto - uge 23 2009 - Kvickly, 8400 Ebeltoft
  8. 31.170.243 - Onsdags Lotto - uge 21 2008, Jack-Pot, 2300 København S.
  9. 30.880.958 - Joker Onsdag - uge 50 2008 - SuperBrugsen Ullerød, 3400 Hillerød
  10. 30.224.939 - Joker - uge 30 2005, danskespil.dk

Den hidtil største gevinst vundet i år er på 28.301.966 kroner.