Business

SAS åbner 21 nye ruter

SAS åbner 21 nye ruter, heraf er 5 af dem med afgange fra København.

Hvis rejselystne danskere vil se Picasso-museet i Malaga eller have en dukkert i Adriaterhavet ud for Split, kan de til sommer flyve direkte dertil med SAS.

Flyselskabet udbygger nemlig deres sortiment med 21 nye flyruter, hvoraf 5 af ruterne vil have afgange fra Københavns Lufthavn. Resten vil flyve fra henholdsvis norske og svenske lufthavne.

De nye ruter går i luften, når sommerprogrammet for 2012 træder i kraft til marts næste år.

"Rigtig mange af de kunder, der flyver på forretningsrejse med os til hverdag, vil gerne have samme værdi for pengene i form af stabil punktlighed, god personlig service og attraktive priser, når de skal på ferie," siger Rickard Gustafson, koncernchef i SAS.

Skandinaviens største flyselskab starter først og fremmest de nye ruter op for at imødekomme deres feriehungrende kunder.

Derfor tilbyder flyselskabet netop nye ruter, der er eftertragtede rejsemål, når skandinaverne holder ferie.

"Vi forventer, at en stor del af væksten i flybranchen kommer fra de fritidsrejsende, og den vækst vil SAS selvfølgelig tage del i," lyder det fra Rickard Gustafson.

"Samtidig kommer vi til at udnytte vores fly endnu bedre, og det giver os mulighed for at udvide vores tilbud til vores kunder," fortsætter han.

De fem ruter, der vil få afgange fra Københavns Lufthavn, er mellem København og Kaliningrad, Katowice, Malaga, Split og Dubrovnik.

Sammen med de fem ruter vil der i marts 2012 også blive mulighed for at rejse direkte mellem København og Shanghai, som flyselskabet annoncerede tidligere i år.

I 2011 har SAS åbnet i alt 17 nye ruter.