Business

Arlas salg af Lurpak boomer

Mejerigiganten har stor succes med mærkevarer i USA, Mellemøsten og Rusland.

Mens politikere i valgkampen famler efter nøglen til øget vækst, så ser Arla Foods ud til at have fundet den - i hvert fald for mejeribranchens vedkommende.

Arla Foods - som ejes af danske, svenske og tyske mælkeproducenter - valgte i 2010 at satse på forædling af mælk til blandt ost og innovation af nye mælkeprodukter. Og det giver nu pote.

Arlas salg boomer på de fjerne markeder i Nordafrika, Mellemøsten, USA og Rusland.

"Vi kan se, at vi nu har fået et gennembrud for vores mærkevarer, efter at udviklingen i omsætningen i mange år har været flad. De skibe, vi har sat i vandet, holder vand," siger Arla Foods finansdirektør Frederik Lotz.

"Væksten har været meget markant på de vækstmarkeder, vi har satset på."

Arla har i første halvår af 2011 haft en samlet stigning i omsætningen på 12 procent.

Noget af stigningen skyldes højere verdensmarkedspriser på mælk og andet en fusion med det tyske mejeriselskab, Hansa-Milch, som nu indgår i Arla Foods regnskab.