Business

Bog: Ikea-stifter var aktiv nazist

Ny bog afslører, at Ingvar Kamprad var aktiv nazist, da han som ung flirtede med nazismen.

Svenske Ingvar Kamprad, Ikeas grundlægger, var medlem af nazistpartiet. Men udover at være medlem, var han også aktiv med at tiltrække nye medlemmer. Og det bragte ham i den svenske sikkerhedstjenestes søgelys.

Det kommer frem i en ny bog af den svenske journalist Elisabeth Åsbrink 'Och i Wienerwald'.

"Det er lidt mærkeligt, at Ingvar Kamprad ikke selv er kommet med disse oplysninger. For han har tidligere sagt undskyld, og sagt, at han ville fortælle åbent om sin nazistiske fortid," siger Elisabeth Åsbrink til SVT News.

Det er ikke nyt, at Ingvar Kamprad var medlem af nazistpartiet. Men at han fik nye medlemmer til partiet og at han som følge af dette fik politiets opmærksomhed, er nyt.

Den nu 85-årige Ikea-stifter skulle angiveligt også have bevaret forbindelsen til nazistpartiet flere år efter krigen.

Sidenhen har Ingvar Kamprad undskyldt sine holdninger i ungdommen, og han har forsikret om, at han ikke længere har disse holdninger.