Dystre udsigter for unge
Ungdomsarbejdsløsheden tordner fortsat derudad, og hver tiende nyuddannede unge står nu uden arbejde. Værst ser det ud for de nyuddannede med lange, videregående uddannelser, hvor næsten 13 procent står uden job, skriver Urban.
Men også de faglærte fylder i jobkøen. I denne gruppe er der sket en femdobling i ledigheden for nyuddannede siden 2007, så den nu ligger på 12,1 procent og altså er på niveau med ledigheden hos akademikerne. Det viser en analyse foretaget for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).
"Det ser sort ud for de nyuddannede. Problemet er, at det netop er de unges arbejdskraft, vi skal leve af fremover," siger direktør i AE-rådet, Lars Andersen.
Går og ruster
Han mener, at de nyuddannedes kvalifikationer risikerer at ruste, når de unge går arbejdsløse, og at man som ung hurtigt bliver fravalgt, når der kommer et nyt kuld nyuddannede ud på markedet. Derfor tror han, at mange arbejdsløse unge vil søge nye græsgange.
"Måske søger de nyuddannede så ufaglærte jobs, hvor man ikke får fuldt udbytte af deres uddannelser. For den enkelte er det selvfølgelig bedre end at gå arbejdsløs, men samfundet har investeret ressourcer i en uddannelse. Og den investering skal gerne give et afkast, der kan skabe velstand," siger Lars Andersen til Urban.
Stor bekymring
Hos fagforbundet Djøf er der også stor bekymring over den høje ungeledighed:
"Det er kodylt svært for de unge at finde job. Mobiliteten på arbejdsmarkedet er gået i stå, og folk klamrer sig til de jobs de har, så det er svært for de nyuddannede overhovedet at finde en vej ind på arbejdsmarkedet," siger arbejdsmarkedspolitisk chef i Djøf, Lars Munck. Han uddyber:
"Situationen er kraftigt forværret, for der er ingen vækst i beskæftigelsen i øjeblikket. Den offentlige sektor - hvor mange akademikere typisk har deres første job - skærer ned. Det job har de unge så svært ved at komme i nærheden af nu."
Langtidsledighed ekstremt farligt
Mikkel Mailand, der er arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet, opfatter ungeledigheden som særligt alvorlig.
"Hvis man ikke hurtigt opnår erhvervskompetencer og dermed slår hul på muren ind til et arbejde, bliver ens kvalifikationer fra studiet nemt forældede. Så bliver det meget svært overhovedet at komme ind på arbejdsmarkedet," siger han.
Især de langtidsledige unge bekymrer Mikkel Mailand.
"Det er ekstremt farligt, hvis der går år - og ikke blot måneder - inden man kommer i gang. For den enkelte unge kan det gøre rigtig ondt på selvtilliden og økonomien," siger han og påpeger, at også samfundet har meget på spil:
"Ungeledighed er et stort tab af uddannelsesinvestering. Og for de unge er det særlig hårdt at være arbejdsløse, fordi de slet ikke har erfaring fra tidligere," siger Mikkel Mailand og uddyber:
"Det straffer dem, når de skal ansættes. For arbejdsgiverne vil oftest foretrække erfaren arbejdskraft."