Kasi-Jesper vil tilbage i Pandora
Erhvervsmanden Jesper Nielsen, bedre kendt som Kasi-Jesper, tilbyder nu at hjælpe Pandora tilbage på rette spor efter tirsdagens dramatiske nedjustering og fyring af topchef Mikkel Vendelin Olesen.
Jesper Nielsen kalder fyringen på "høje tid" og glæder sig over de nye toner fra Pandoras bestyrelse, som vil omlægge strategien ovenpå et miserabelt smykkesalg hidtil i år.
"Pandora var slået ind på et helt forkert sport og ville sælge dyre smykker. De havde glemt middelklassen," siger Jesper Nielsen til TV 2 Finans.
Han fortæller nu, at hans exit fra Pandora, hvor han tidligere var bestyrelsesformand for smykkeselskabets afdelinger i Vest- og Centraleuropa, skyldtes uenighed med Mikkel Vendelin Olesen om strategien.
Han kalder sit forhold til den nu fratrådte topchef for direkte dårligt.
"Vi har kun talt sammen gennem en advokat, siden jeg forlod Pandora," siger Jesper Nielsen til TV 2 Finans.