Er du dækket ved endnu et regnskyl?
Meteorologerne melder om kraftig regn, men det er langt fra sikkert, at du er dækket af din forsikring, hvis du får vand i kælderen.
Lørdagens skybrud, der har fyldt mange københavnske kældre med vand, har været en stor mundfuld for forsikringsselskaberne. Nu melder meteorologerne hos TV 2 Vejret om endnu en omgang med store mængder regn.
Konsulent Tenna Westergaard fra Forsikringsoplysningen vurderer, hvorvidt der er chancer for at få dækket eventuelle skader.
"Som udgangspunkt er man ikke dækket ved kraftig regn. Hvis forsikringspolicens definition af skybrud ikke er opfyldt, er du ikke dækket, selvom du får vandskader," siger Tenna Westerggard.
Meteorologernes definition af skybrud er 15 millimeter regn på 30 minutter. Der kan være andre definitioner hos de forskellige forsikringsselskaber.
Skybrudsdækning
Enkelte forsikringskunder kan have mulighed for at få dækket vandskader efter kraftig regn.
"Der er nogle, der kan være dækket, hvis de har købt en tilvalgsforsikring. Der vil være nogle af disse tilvalgsforsikringer, der siger, at det netop ikke behøver være voldsomt skybrud, for at de måske dækker det," siger Tenna Westergaard.
Forsikringskonsulenten råder personer, der er i farezonen for vandskader til at huske på, hvor vandet eventuelt er kommet ind ved tidligere tilfælde af vandskader. Her kan man forsøge at dække af med krydsfinerplader eller sandsække, så vandet har sværere ved at trænge ind.