Business

Dyne-Larsen savner studenterhuen

Tusindvis af unge danskere springer ud som studenter i disse dage. TV2.dk har vendt studenterhuen lidt på hovedet og bringer her en række interviews med danskere, der er nået helt til tops uden at have taget en studentereksamen.

Han har hundredvis af butikker i 35 lande, og er med på magasinet Forbes liste over de rigeste personer i verden. Men en studentereksamen, det har den jyske købmand Lars Larsen ikke. Men han ville gerne have haft en, siger han til TV2.dk i interviewet herunder.

Til tops uden hue

I disse dage springer studenterne ud med huer på overalt i landet.

tv2.dk har spurgt en række erhvervsfolk, der aldrig fik en gymnasial uddannelse, hvordan de alligevel klarede sig og fik succesrige karrierer.

Følg med i serien de kommende dage:

Tirsdag: Martin Thorborg Onsdag: Lars Larsen Torsdag: Kurt Larsen Fredag: Flemming Østergaard

Hvorfor har du ingen studentereksamen?

Det er et godt spørgsmål. Men økonomien i min familie var nok ikke til det dengang. Jeg skulle ud at arbejde. Det var store ting, at jeg fik lov at tage en realeksamen. Men der var i hvert fald ikke råd til, at læse videre. Det var bare om at komme ud i erhvervslivet. Og tjene nogle penge.

Føler du, du har manglet en studentereksamen?

Ja, det gør jeg. Jeg ville gerne have haft lidt mere viden om økonomi og sprog. Jeg har i dag butikker i 35 lande, og så havde det ikke gjort noget, at jeg havde haft lidt mere sprog.

Modsat kan man sige, at hvis jeg havde læst videre, er det ikke sikkert, jeg i dag havde haft butikker i 35 lande. Det kan nemlig godt hæmme en, hvis man læser for meget, fordi du kommer senere i gang med forretningen.

Hvis du læser videre kan det også være, at du ændrer holdning og at du alligevel ikke har modet til at springe ud i et erhvervseventyr. Hvis jeg havde læst videre kan det være, at jeg lige havde regnet på det en ekstra gang mere inden jeg var gået i gang, - og så kunne resultatet være blevet, at jeg ikke havde åbnet en butik.

Hvordan mener du, du har kompenseret for, at du ikke har en studentereksamen?

Man kan ikke sætte det op på den måde, at enten sidder man på skolebænken eller også lærer man ingenting. I det praktiske liv lærer man noget hver dag.

Men jeg har kompenseret for mine mangler ved at ansætte folk på de områder, jeg ikke selv ved noget om. Og jeg har tidligere end andre hentet nogle kloge hoveder ind på økonomisiden og måske også på sprogsiden.

Og jeg tror, det er godt for alle unge, at man indser, at man ikke kan være bedst til alting. Og i en specialiseret verden, må man holde sig til det, man er bedst til. Og så må man finde sig nogle kompagnoner.

Vil du anbefale unge at få en studentereksamen?

Jeg mener ikke, at en studentereksamen er en absolut nødvendighed. Men i dag vil jeg alligevel anbefale unge at få en hue på, uanset om det så er en klassisk studentereksamen, en højere handelseksamen eller en højere teknisk eksamen. Det anbefalede jeg også min egen søn.

Men jeg vil ikke postulere, at det man lærer i erhvervslivet ikke er lige så godt, som det man lærer på skolebænken. Hvis man er videbegærlig nok, så skal man nok få opsøgt den viden, man mangler. Men det kræver at man opsøger den.