Brøndby gik glip af 100 mio. kroner
Den økonomisk pressede fodboldklub Brøndby er i værste fald gået glip af en kontant gevinst på over 100 mio. kroner, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Det skete, da man i løbet af sommeren 2009 med Brøndby-formand Per Bjerregaard i spidsen vendte tommelfingeren nedad for et lukrativt tilbud fra storsponsor Jesper Nielsen om at blive medejer af hans virksomhed Kasi Group.
Tilbuddet fra den sportsglade erhvervsmand indebar, at Brøndby kunne få 10 pct. af hans fremadstormende virksomhed, mod at Jesper Nielsen til gengæld skulle have lov til at overtage 10 pct. af a-aktierne i den blågule fodboldklub.
Kasi Group blev kort tid efter solgt til smykkevirksomheden Pandora for omkring 1 mia. kroner.
Dermed kunne Brøndby på meget kort tid have scoret en gevinst på 100 mio. kroner for sin ejerandel i Jesper Nielsens virksomhed, mens Brøndby-aktier dengang kun var omkring 20 mio. kroner værd og i dag kan købes for det halve.