Business

Verdens mægtigste mødes i 'hemmelig' klub

Umiddelbart lyder det som taget ud af en Dan Brown-roman. Hvert år mødes omkring 120 af verdens mest indflydelsesrige personer - særligt inviterede royale, erhvervsfolk, politikere og mediechefer - på et topbevogtet sted i Europa.

Eksempler på danske Bilderberg-deltagere gennem årene

  • Ritt Bjerregaard, tidl. EU-kommissær m.m.
  • Anders Eldrup, adm. direktør i Dong
  • Uffe Ellemann-Jensen, tidl. udenrigsminister
  • Prins Henrik
  • Ulrik Federspiel, dansk ambassadør i USA
  • Connie Hedegaard, nuv. EU-kommissær
  • Jens Otto Krag, tidl. statsminister
  • Mogens Lykketoft, tidl. udenrigsminister
  • Mærsk Mc-Kinney Møller
  • Prins Axel
  • Anders Fogh Rasmussen, tidl. statsminister
  • Poul Nyrup Rasmussen, tidl. statsminister
  • Flemming Rose, kulturredaktør på Jyllands-Posten
  • Tøger Seidenfaden, tidl. chefredaktør på Politiken (tidl. medlem af styrekomiteen i Bilderberg)
  • Fritz H. Schur, bestyrelsesformand
  • Stine Bosse, tidl. direktør i TrygVesta
  • Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraternes formand

Kilde: Wikipedia

At Bilderberg skulle være en organiseret pressionsgruppe, tror jeg i hvert fald ikke meget på

Mogens Lykketoft (S)

Ingen ved rigtig, hvad de snakker om, og deltagerne må ikke referere fra møderne.

Bilderberg-gruppen kaldes den eksklusive loge, som mødes med en hemmelig dagsorden tre-fire dage om året på et luksus-hotel. I år - fra i dag og tre dage frem - foregår de lukkede møder på femstjernede Hotel Suvretta House i St. Moritz, Schweiz.

Konspirationsteorier trives

Gruppen fik sit navn fra det hotel i Holland, hvor det første møde blev holdt i 1954, angiveligt som en reaktion mod en øget anti-amerikanisme, der havde bredt sig i Europa.

Der findes masser af den slags fora, og der er ikke noget mærkeligt i dét

Mogens Lykketoft (S)

Siden har Bilderberg givet anledning til mange konspirationsteorier om hemmelige aftaler mellem magthavere og forretningsmænd, der træffer vidtrækkende beslutninger uden demokratisk kontrol.

Seminar på højt niveau

Men en af de få - formentlig et sted mellem 50 og 75 - danskere, der har deltaget i Bilderberg-møderne gennem årene, Mogens Lykketoft (S), afviser, at der er noget fordækt ved seancerne.

"Det er en masse mennesker med indflydelse, der mødes til sessioner med eksperter, der fortæller om aktuelle udfordringer og konflikter i verden. Et seminar og et forum, hvor indholdet er på et meget højt niveau," fortæller den tidligere udenrigsminister, der tre gange har været med til Bilderberg-møderne, senest i 2005.

"Ikke en pressionsgruppe"

Det kan da godt være, at der bliver indgået nogle aftaler i korridorerne, men sådan er det også i alle mulige andre sammenhænge

Mogens Lykketoft (S)

Ifølge Mogens Lykketoft skyldes hemmelighedskræmmeriet og tavshedspligten, at deltagerne skal kunne tale og diskutere frit fra leveren under seancerne uden at bekymre sig om, at medierne får nys om detaljerne.

Et princip, der også gælder ved alle mulige andre møder og konferencer, påpeger Lykketoft.

"Der findes masser af den slags fora, og der er ikke noget mærkeligt i dét. Det kan da godt være, at der bliver indgået nogle aftaler i korridorerne, men sådan er det også i alle mulige andre sammenhænge. At Bilderberg skulle være en organiseret pressionsgruppe, tror jeg i hvert fald ikke meget på - der er folk for forskellige," hævder den tidligere S-formand.

Mere åbenhed

Bilderberg har i de senere år åbnet en smule op for offentligheden, blandt andet gennem interviews med pressen og en hjemmeside, ligesom deltagerlisten offentliggøres efter møderne, men kritikere presser stadig på for mere åbenhed.

At deltagerne og deres interesser er forskellige, som Mogens Lykketoft påpeger, sandsynliggøres dels af deltagernes ret forskellige baggrunde, dels af traditionen i Bilderberg, som siger, at der skal inviteres to personer ad gangen fra hvert land - en fra hver side af det politiske spektrum.

Dong-chef dansk repræsentant

Hvem, der får de to billetter, bestemmes af en repræsentant fra hvert land - i Danmark Anders Eldrup, koncernchef hos Dong Energy og tidligere topembedsmand.

Han har haft hvervet og været medlem af Bilderbergs styrekomité i en årrække. Gildet og deltagernes udgifter betales af sponsorer.

"Det særlige ved Bilderberg er kvaliteten af foredragsholderne og deltagerne. Og så historien, der gør, at kun meget få af verdens vigtigste foredragsholdere vil afslå en invitation til at komme og fortælle om politik og økonomi og hvad det ellers kunne være," siger Mogens Lykketoft.