Business

Mænd vil ha' penge - kvinder ferie

Mænd er i højere grad end kvinder tilbøjelige til at få feriedage udbetalt i stedet for at holde ferien, viser rundspørge.

Mænd vælger ofte penge, hvor kvinder vælger ferie. Det viser en ny rundspørge blandt godt 600 af Nyhedsmagasinet HK's læsere. Her svarer 16,7 procent af mændene, at de inden for det sidste år har valgt at få nogle af deres feriedage udbetalt i stedet for at holde dem. Kun 11,5 procent af kvinderne har prøvet det samme.

I HK's forskellige sektorer genkender de billedet.

"Vi oplever, at det i højere grad er mændene, der vælger at få ferie udbetalt i stedet for at holde den, mens kvinderne i stedet vælger at tage den frihed, de kan få", fortæller Tina Green, faglig chef i HK Stat.

Det samme siger Christoffer Marckmann, faglig sekretær i HK Privat.

"Der er flere mænd end kvinder, der ønsker kroner på lommen i stedet for ferie", siger han.

Mette Kindberg, der er næstformand i HK mener, feriemønsteret afspejler de ligestillingsmæssige problemer, der stadig er på arbejdsmarkedet.

"Det er igen et tegn på, at det stadig er kvinderne, der har hovedansvaret for hjemmet og børnene og måske tager ferie, når der er lukkedage i børnehaven. Mens manden er den, der kører karrieren og tjener pengene. Jeg vil derfor opfordre mændene til at holde den ferie, de har ret til. Både fordi de har brug for at slappe af, så de ikke brænder ud. Og fordi børnene har lige så meget brug for at holde ferie med far som med mor", siger hun.