Kasi-Jesper: Aner ikke, hvor rig jeg er

Han har tjent millioner på at sælge smykker i Europa, men hvor mange penge, han er god for, er der ikke rigtig nogen, der ved. Ikke engang ham selv.

Rigmænd vil sjældent fortælle, hvor store formuer de ejer, og Jesper Laustrup Nielsen, også kaldet Kasi-Jesper, er ingen undtagelse. Men han påstår alligevel hårdnakket, at han slet ikke ved, hvor meget han er værd.

Jeg har et meget priviligeret liv, og jeg gør lige nøjagtig det, jeg har lyst til

Kasi_Jesper

"Ingen anelse. Jeg aner det virkelig ikke, og det er ikke noget, jeg går op i. Penge er en relativ størrelse og når man har så mange penge som mig, svinger formuen hele tiden med aktiekurserne osv. Sidst jeg spurgte min mor (som hjælper Kasi-Jesper med hans forretninger, red.), var efter vi havde solgt vores aktier i Pandora. Hun svarede, at hun ville sende mig et kontoudtog. Hun havde aldrig set så mange nuller før," siger Jesper Nielsen til tv2.dk.

Købtes ud for enorm sum

Salget af Pandora-aktierne forud for børsnoteringen af den danske smykkegigant gav ifølge medieskøn Kasi-Jesper en fortjeneste på op mod en milliard kroner - et beløb der endda bliver endnu større, hvis Pandora i de kommende år fortsætter fremgangen i de lande i Vesteuropa, hvor Jesper Nielsens Kasi Group byggede Pandoras salgsnet op.

Når man har så mange penge som mig, svinger formuen hele tiden

Kasi_Jesper

"Jeg lever fortsat af Pandora, da jeg er bestyrelsesformand i Pandora CWE (Central Western Europe, red.) og sidder på 49 pct. af indtjeningen i dette selskab. Det gør jeg frem til 2015," oplyser Jesper Nielsen.

Mere vil have mere

At han er blevet hovedrig af at sælge Pandora-smykker til især tyskerne, lægger Kasi-Jesper ikke skjul på, og han er ikke bange for at vise sig selv frem som levemand med et luksusliv på første klasse. Et liv, der blandt andet omfatter fire boliger i Glostrup, Hamburg og på Mallorca samt privatfly, luksusyacht og en bilpark på omkring et dusin biler.

"Jeg har et meget priviligeret liv, og jeg gør lige nøjagtig det, jeg har lyst til. Hvis jeg vil have en ny bil, så køber jeg den, og hvis jeg vil have en ny båd, så køber jeg den. Jeg bød på en ny båd i går (fredag, red.), vist nok omkring 15 mio. kroner. Ikke fordi der er noget galt med den, jeg har, men den nye er halvanden gang større," siger Kasi-Jesper, der ikke er bleg for at flashe sin rigdom.

Ikke for pengenes skyld

Alligevel afviser han, at penge og blær er hans drivkraft. I stedet er det ambitionen om at skabe både sportslig og forretningsmæssig succes i sportsverdenen, hvor økonomisk fiasko er reglen snarere end undtagelsen herhjemme, der får ham ud af sengen om morgenen.

"Hvis jeg gik efter pengene, så var jeg stoppet ved 10 mio. kroner. Det er nok til at trække sig tilbage og leve et godt liv. Jeg nyder at se AG København vokse. Jeg nyder at se min organisation arbejde og få succes. Lørdag aften (da AG København blev danske mestre i håndbold foran et rekordpublikum i Parken, red.) - jeg siger dig, de var stolte som paver. Jeg så et håndboldhold og en organisation opfylde alle målsætninger. Så bliver jeg stolt," siger Jesper Nielsen.

Hvis jeg gik efter pengene, så var jeg stoppet ved 10 mio. kroner

Kasi_Jesper

Han mener, at opskriften bag forretningsmæssig succes i sportsverdenen er en effektiv og energisk salgsorganisation samt den helt rigtige markedsføring.

"Jeg kan ikke meget, men hvis der er noget jeg kan, så er det at drive en salgsstyrke - og vi er myre flittige," bedyrer Jesper Nielsen.