Sådan sikrer du din flybillet

Det er enkelt og billigt at sikre, at din flybillet ikke pludselig bliver værdiløs, hvis flyselskabet går konkurs.

Bestil en konkursdækning

For at sikre, at din flybillet ikke pludselig er værdiløs i tilfælde af en konkurs hos flyselskabet skal du købe en konkursdækning. Det gør du samtidig med, at du køber din flybillet på flyselskabets hjemmeside. Eller også skal du sige det i telefonen, hvis du bestiller din billet telefonisk.

En konkursdækning koster 20 kroner. Men nogle flyselskaber tager et ekstra gebyr for at sælge den. Det er meget normalt, at du må betale 40 kroner for dækningen, og nogle selskaber tager op mod 100 kroner i alt. Men så er du også sikret, hvis flyselskabet går konkurs.

Altid dækket ved pakkerejser

Køber du en pakkerejse, hvor både fly og hotel er med i prisen, er du automatisk dækket, hvis flyselskabet går konkurs. Men både fly og hotel skal være købt ved den samme rejseudbyder for at du er dækket. Og rejseudbyderen skal også være registreret hos Rejsegarantifonden for at du er sikret. Se på Rejsegarantifondens hjemmeside, om din rejseudbyder er registreret hos Rejsegarantifonden.

Og så kan det alligevel snyde...

Bestiller du både rejse og hotel via et flyselskabs hjemmeside - for eksempel hos Cimber Sterling - er der ikke nødvendigvis tale om en pakkerejse. På Cimber Sterlings hjemmeside bestiller du rigtig nok flybilletten hos flyselskabet. Men når du bestiller hotel eller lejer en bil via Cimber Sterlings hjemmeside bliver du stillet videre til et andet selskabs hjemmeside. Derfor er der ikke her tale om en pakkerejse, og du er således ikke dækket, hvis selskabet går konkurs. I den situation er det vigtigt, at du får bestilt en særskilt konkursdækning på din flybillet.