Smukke mennesker får lettere job
Ni ud af ti danskere mener, at smukke mennesker har bedre muligheder for at få job end andre. Det viser en undersøgelse foretaget af YouGov for metroXpress.
Og der er noget om snakken. Faktisk er der en tydelig sammenhæng mellem skønhed og muligheden for at score et job, siger Iben Jensen, lektor ved Kommunikation på Roskilde Universitet, der har forsket i sammenhængen mellem udseende og arbejdsliv.
Det gælder eksempelvis til ansættelsessamtaler, hvor smukke mennesker kommer bedre fra start, oplyser hun.
"Man får ikke et job, alene fordi man er smuk. Men har man de faglige kvaliteter og er smuk, så har man en væsentlig fordel. Mine undersøgelser viser, at smukke personer oftere får en god start på jobsamtalen, og at samtalen retter ind efter begyndelsen. Derfor får førstehåndsindtrykket stor betydning," siger Iben Jensen til metroXpress.
Ikke overraskende betyder et smukt ansigt mest i de job, der indebærer kontakt med andre mennesker. Eksempelvis job som sælger eller stewardesse.
Idealet om skønhed kan variere over tid, men lige nu spiller den sunde og slanke krop en afgørende rolle for skønhedsidealet, forklarer Iben Jensen:
"Derfor er overvægt ekstremt diskvalificerende i forhold til at få job. Overvægt symboliserer mangel på viljestyrke og kontrol med sig selv, fordi man virker usund. Sundhed og skønhed er næsten smeltet sammen med selvdisciplinering."
Professor på Aarhus Universitet Mads Meier Jæger, der har forsket i gevinsterne ved skønhed, peger også på, at skønhed forbindes med kvaliteter, der ikke kun relaterer sig til en persons ydre.
"Smukke folk bliver ofte tillagt andre egenskaber end blot at være smukke. Vi tror eksempelvis også, de er dygtige. Vi tror, de er fantastiske," siger Mads Meier Jæger. Og når skønhed tænkes sammen med at være dygtig og disciplineret, kan det ikke alene spores i de jobmuligheder, smukke mennesker har - men helt ned i lønningsposen, siger Mads Meier Jæger.
"Vi ved fra en masse internationale undersøgelser, at folk, som er pæne, tjener mere end folk, der er mindre pæne. For mænd ved vi, at det er særligt godt at være høj. For kvinder er det mere noget med, at man har et pænt ansigt," siger Mads Meier Jæger, der oplyser at skønhed alene kan veksles i op mod fem procent mere i løn.