Her er der flest jobs lige nu

Ledigheden er faldende herhjemme, men der står fortsat 163.000 personer i arbejdsløshedskøen og der er hård kamp om de ledige jobs. Se nederst, hvor der er flest jobs at finde lige nu.
Onsdag meldte 950 Nokia-ansatte sig ufrivilligt ind i kampen om de ledige jobs herhjemme, da den finske mobilgigant valgte at lukke sin udviklingsafdeling i København.
De kan dog trøste sig en smule med, at der er relativt god efterspørgsel efter folk med it-kundskaber, og at de har erfaring fra et anerkendt firma, vurderer adm. direktør hos Jobzonen, Christoffer Feilberg.
"950 er jo rigtig, rigtig mange, men de kommer fra en virksomhed, der har et godt renommé, så der vil helt sikkert være virksomheder, der synes det er interessant," siger han til tv2.dk.
Nokia-nedtur hæmmer ikke ansatte
Han vurderer, at selv om Nokia er sakket agterud i konkurrencen med ikke mindst Apple på mobilmarkedet, er det ikke noget, der burde belaste Nokia-udviklernes cv.
"Nokia er måske ikke den virksomhed, der har været længst fremme i skoen på udviklingsfronten, men det er veluddannede folk med en masse viden og idéer, der kan bruges mange steder," siger Christoffer Feilberg.
Flest jobs i den private sektor
Ifølge Jobzonen er der 9.000-10.000 ledige stillinger på det danske jobmarked netop nu. Til sammenligning var der omkring tre gange så mange ledige jobs, da højkonjunkturen toppede før finanskrisen.
Flest jobs er der at hente i den private sektor, mens det ser værre ud med jobudbuddet i den offentlige sektor, der er presset af det store underskud på statens budgetter.
"Vi har set Dong Energy og DR ansætte en del for nylig, men ellers er der ingen store virksomheder, der rigtig rykker. Omvendt skal der ikke meget til, før det flytter noget. Hvis fx besøget af Ruslands premierminister kaster nogle projekter af sig, kan det hurtigt betyde noget på jobmarkedet," vurderer Jobzonens direktør.
Herunder kan du se, hvor mange jobs inden for forskellige kategorier, der er udbudt på Jobzonen.dk netop nu (27/4 2011):
Kontor, administration, regnskab og finans: 631 jobsSalg, indkøb og markedsføring: 580 jobsButik og detail: 465 jobsHotel, restauration, køkken, kantine: 422 jobsIngeniør, teknik og rådgivning: 379 jobsSundhed, omsorg og personlig pleje: 377 jobsLedelse: 354 jobsElever: 273 jobs Undervisning og vejledning: 261 jobsPædagogisk, socialt og kirkeligt arbejde: 221 jobsRengøring, ejendomsservice og renovation: 192 jobsBygge og anlæg: 192 jobsIt og teleteknik: 171 jobsJern, metal og auto: 140 jobsTransport, post, lager- og maskinførerarbejde: 112 jobsMedie, kultur, turisme, idræt og underholdning: 103 jobsMedico, bio-tek og pharma: 95 jobsIndustriel produktion: 92 jobsPersonale, HR og rekruttering: 91 jobsDesign, formgivning og grafisk arbejde: 74 jobsLandbrug, skovbrug, gartneri, fiskeri og dyrepleje: 68 jobsNærings- og nydelsesmiddel: 54 jobsVagt, sikkerhed og overvågning: 39 jobsTræ, møbel, glas og keramik: 13 jobsMode, tekstil og beklædning: 8 jobs
Note: Tallene er fra 27/4 2011.
Kilde: Jobzonen.dk for tv2.dk