Business

Sådan får du et gyldent håndtryk

Dong Energy-skandalen er endnu et eksempel på eksorbitante lønninger og aftrædelsesordninger. Én af de ledende ansatte i Dong var sikret et gyldent håndtryk på over 20 mio. kroner - også hvis han selv sagde op.

Når direktører - som i sagen om Dong Energy - bliver fyret, bliver de ofte begunstiget med gyldne håndtryk til flere millioner kroner.

Det gør almindelige lønmodtagere ikke, men man behøver ikke nødvendigvis besidde en topstilling for at lande sig en fed aftrædelsesordning.

Ifølge Gitte Schramm, der er konsulent hos jobcard.dk, så kræver det den rette timing at forhandle sig frem til en god ordning. Hun peger på, at ansættelsessamtalen er det helt perfekte tidspunkt at få det endegyldigt på plads.

Ingen tænker på fratrædelse

"Når ny medarbejder og arbejdsgiver har sagt ja til hinanden, så er det oplagt også at forhandle vilkårene for en eventuel skilsmisse. Ved ansættelsen er der ingen, der tænker på fratrædelse, så virksomheden vil være tilbøjelige til at give efter for flere krav. Det er det, som mange direktører er gode til at udnytte. Tænk også på, at det er sværere, når man allerede er ansat og står foran en afskedigelse. Så har man ikke meget at forhandle med i forhold til fratrædelsespakken," siger Gitte Schramm.

Det kan måske virke forkert for nogle at tale om fratrædelsespakker, når man er ved at blive ansat, men Gitte Schramm mener ikke, at det skaber en negativ stemning. Det vidner ifølge hende om ansvarsbevidsthed, hvis man som arbejdstager tager emnet op.

"Det gælder om at passe på sig selv. Hvis man med et smil fortæller, at man er forælder til tre og lige har købt nyt hus, og derfor bærer et stort økonomisk ansvar, så viser det bare over for arbejdsgiveren, at man er et ansvarligt menneske. Det vigtigste jo, at man er dækket ind lønmæssigt, til man finder sit næste job," siger hun.

Sådan forhandler du

Her følger fem gode råd til, hvordan du får forhandlet dig frem til en god fratrædelsespakke.

1. Spørg ind tilvirksomhedens politik vedrørende fratrædelsesordninger. Alle store virksomheder har en pakke, når man bliver opsagt. Støder man på en virksomhed, der ikke har, kan man med rette argumentere for, at man skal have en fratrædelsespakke.

2. Hav situationsfornemmelseog vær realistisk i dine krav. Det nytter ikke noget, hvis man sidder med korslagte arme og insisterer på 18 måneders løn ved en fyring.

3. Tænk strategisk.Hvis du vil have noget, må du også give noget. Du kan for eksempel give afkald på noget løn eller goder, hvis du til gengæld får en bedre fratrædelsespakke.

4. Tænk på dig selv.Hvis man bliver fyret indenfor de første seks måneder, så har man kun ret til en måneds løn ifølge funktionærloven. Det er naturligvis de færreste, der bliver opsagt indenfor så kort tid, i ansættelsen, men det sker nogle gange, hvis virksomheden pludselig rammes af nedskæringer, ændring af strategi osv. Så er det rart at have noget tryghed, hvis man har forhandlet sig frem til tre måneders løn. Det vil arbejdsgiveren i langt de fleste tilfælde gerne gå med til, da sandsynligheden for en fyring i den periode er lille.

5. Man kan ogsåforhandle sig frem til, at virksomheden betaler for professionel jobsøgningshjælp til at komme videre. Men ellers skal man forsøge at forhandle sig frem til et par ekstra måneders løn, og min erfaring siger mig, at der er mange virksomheder, der er villige til at gøre det, siger Gitte Schramm.

Fik trumfet sine krav igennem

Gitte Schramm arbejder dagligt med folk, der er blevet fyret og som kæmper for at komme ind på arbejdsmarkedet igen. Hun har kendskab til sager, hvor personer, der ikke er direktører, har forhandlet sig frem til et helt års løn.

Helt så meget fik 38-årige Rasmus Hansen fra København ikke forhandlet sig frem til, men da han i december 2010 blev enig med sin tidligere arbejdsgiver om at opsige samarbejdet, fik han trumfet sine krav igennem.

Virksomheden, som er en af de større i København (og redaktionen bekendt), tilbød Rasmus Hansen de lovpligtige fem måneders løn ifølge funktionærloven efter ni års tro tjeneste som afdelingsleder. Det takkede Rasmus Hansen ja-tak til, men han var ikke helt tilfreds.

"Ifølge min ansættelseskontrakt havde jeg til udsigt at få fem måneders løn. Og det jeg så fik ekstra, var udbetaling af rigtig mange overarbejdstimer, der svarede til halvanden måneds ekstra løn. Det var de ikke helt indstillet på i starten, men vi blev enige om, at det var det rigtige. Virksomheden tilbød mig også at få professionel jobsøgningshjælp, så jeg kunne komme videre. Det sagde jeg ja tak til," siger Rasmus Hansen.

Ifølge Gitte Schramm koster den professionelle jobsøgningshjælp, som Rasmus Hansen har modtaget, 25.000 kroner eksklusiv moms.