Business

-Smykker bliver dyrere

Det pureste guld er blevet dyrere de seneste år, hvor der gang på gang sættes ny prisrekord. Det har ikke kun betydning for smykkeproducenternes forretning, men også for hvor mange penge du skal have op af lommen hos guldsmeden.

Hos Guldsmeden Anytime i Brovst kommer der for tiden breve ind ad døren med nye prislister fra smykkeproducenterne. De seneste fem år er prisen på guld og sølv eksploderet, og bare i 2010 steg prisen på guld med omkring 30 procent. Konsekvensen er, at det er blevet meget dyrere at lave guld- og sølvsmykker, og derfor skal guldsmedens indehaver Birger Pedersen nu til at lave nye prisskilte:

"Det er rigtig slemt. Vi har jo haft prisstigninger flere gange de sidste år, men det accelerer på det seneste. Det er næsten pinligt at lægge guld frem, fordi det er så dyrt," siger Birger Pedersen til tv2.dk.

Så meget stiger smykkerne i pris

Tv2.dk har foretaget en rundringning for at finde eksempler på, hvor meget mere du skal betale for dine smykker

Aagaard, Navnehalskæde fra i sølv fra395,- til 475,- kronerper 1. februar

Pandora, Guldled fra4250,- til 6000,- kronerper 1. februar

Ole Lyngaard, Lotus Ring fra15.500,- til 17.800,- kronerper 1. januar

Spinning Jewelry, Sølv Maxi ring199,- til 299,- kronerper 1. februar

Julie Sandlau, Double hoop øreringe af forgyldt sølv,1600,- til 1700,- kronerper 1. februar

Kilder: Ole Lyngaard, Anytime, Spinning Jewelry, Julie Sandlau

Ked af højere priser

På tirsdag er der varslet prisstigninger hos en lang række smykkefirmaer.

Hos smykkemærket Ole Lynggaard måtte man sætte priserne 15 procent op allerede 1. januar i år, siger administrerende direktør Søren Lynggaard:

"Vores råvarer bliver jo dyrere. Det påvirker smykker som vores, som er materialetunge og har meget guld i. Priserne bliver nødt til at blive sat op. Det er vi kede af, fordi vi ville ønske, at vores smykker ikke blev så dyre."

Livsfarligt for virksomhederne

Christoffer Ritzau, som er direktør i Guldsmedebranchens Leverandørforening, har ikke hørt om en eneste smykkevirksomhed, der bruger guld og sølv, som ikke har været ramt af stigningen af råvarepriserne.

Her kunne du som forbruger være fristet til at spørge, om virksomhederne ikke bare kunne tjene lidt mindre på smykkerne og tage en del af tabet på sig. Men Christoffer Ritzau ser ingen andre muligheder, end at smykkeproducenterne sætter priserne op, hvis de vil overleve:

"Der ingen, der er interesseret i at præsentere prisstigninger, og flere vil holde prisstigningen hen så lang tid som muligt. Omvendt er det livsfarligt, hvis ikke man justerer i forhold til markedsprisen. Det kan blive en meget uholdbar situation, og det er der, det hele kan gå galt," siger Christoffer Ritzau.

I boksen til øverst til højre kan du se en række eksempler på, hvor meget mere du skal betale for smykker hos din guldsmed. Hvis du vil undgå at betale mere, gælder det om at købe smykker, inden priserne stiger på tirsdag.