Business

Derfor går det galt i privatøkonomien

I det øjeblik, du skal optage lån for at betale af på et andet lån, har du et alvorligt problem. Se, hvor nemt man kan havne i økonomisk deroute.

Det starter med et uskyldigt lån første gang. Men når man ikke har penge til at betale afdrag på lånet, kan det starte en lavine af økonomisk kaos. Sådan forklarer privatøkonomisk rådgiver Jan Swyrtz, hvorfor alle danskere kan havne i et uoverskueligt økonomisk rod.

"Det kan starte meget tilforladeligt med et lån til at reparere bilen eller til at tage på en ferierejse. Men på et tidspunkt bliver du måske nødt til at tage et lån for at have penge til at betale de andre lån, og så er det alvorligt," forklarer Jan Swyrtz.

Der var i virkeligheden ikke råd til den ferierejse, så der er kun en vigtig pointe: Ikke flere lån!

Jan Swyrtz, privatøkonomisk rådgiver

Et lille uskyldigt lån

De 6.000 kroner, man måske har til forbrug hver måned bliver til 5.000, fordi man låner penge til at få repareret bilen. Det bliver til 4.500 kroner om måneden, fordi man synes familien trænger til at komme på en ordentlig ferierejse, og rejseselskaberne tilbyder i samarbjede med bankerne mulighed for hurtige lån.

Så begynder det at blive knapt med penge til mælk og dagligvarer, så man begynder at låne også til det forbrug. Et hurtigt lån bliver til en farlig spiral.

"Der var i virkeligheden ikke råd til den ferierejse, så der er kun en vigtig pointe: Ikke flere lån!" forklarer den privatøkonomiske rådgiver.

Tryk på den røde knap

Forbruget skal sættes ned til ingenting og budgetterne overholdes. Så får man ifølge Jan Swyrtz rettet op på det, inden det går galt.

"Du står på en faldlem med en rød knap, der får dig til at falde med det samme, eller du kan trykke på den grønne, der får dig til at blive kunstigt holdt oppe, men den ændrer ikke ved situationen. Selvom det for mange kan være rigtig svært, fordi et stort hus med dyre vaner er en del af identiteten. Men du skal stoppe med det samme," lyder advarslen fra den økonomiske rådgiver.

Fakta:

1. Hvornår kommer inkassofolkene og banker på?

I princippet kan de komme allerede første gang, du ikke betaler din regning. De har lov til at banke på din dør og være det, man kan kalde en fysisk påmindelse. De kan spørge dig, om du har tænkt dig at betale dine regninger, men kan ikke stille krav. Tidligere kunne enhver starte inkassovirksomhed, sådan er det ikke længere. Nu skal man søge om tilladelse ved Rigspolitiet.

2. Derfor kommer pantefogeden efter dig

Når du ikke kan betale dine regninger og gæld, kan kreditor sende dig i fogedretten. Her afgøres det, hvor mange penge du har at betale tilbage med. Hvis du har betalt indskud i en lejlighed, kan kreditor eksempelvis gøre krav på det, den dag, det måtte blive udbetalt. Udgående fogedret, hvor pantefogeden tager på adressen er sjælden. De kan gøre krav på alt, hvad der har en værdi på mindst 5.000 kr. og er under fem år gammelt. De må i realiteten tage din dyre sofagruppe og udskifte den med en genbrugssofa.

3. Sådan kan du havne i RKI

RKI hedder i dag Experian. Du kan havne i deres register, hvis en virksomhed melder dig som dårlig betaler. De skal have sendt dig mindst 3 rykkere og en skriftlig advarsel om, at de vil melde dig til registret. Det kan gøre det svært for dig at låne penge, at leje/lease varer og at købe varer over nettet. Du kan stå i registret i fem år, herefter bliver du slettet.

Kilde: Jan Swyrtz, privatøkonomisk rådgiver blandt andet kendt fra tv-programmet 'Luksusfælden'.