Business

-Danmark er det dyreste land

De danske forbrugere betaler mest for deres varer i hele EU. Danmark er uden sammenligning det dyreste land i EU, viser tal fra Danmarks Statistik.

Prisniveauet i Danmark ligger således 45 procent over EU's gennemsnit. Dermed er der et godt stykke op til nummer to på listen, som er Irland med 26 procent over gennemsnittet.

Mange årsager

Ifølge Las Olsen, privatøkonom i Danske Bank, er der mange forklaringer på de høje danske priser.

"Vi har høj moms, skat og afgifter, hvad der naturligt nok presser priserne op. Vi har en lille lønspredning, hvilket betyder, at lavtlønnede tjener meget i Danmark sammenlignet med andre lande," skriver Las Olsen i en kommentar.

Han tilføjer, at vi er et lille land, hvor konkurrencen næppe er helt så skarp som i større lande med flere aktører på markedet.

Til sammenligning ligger priserne i vores to nabolande Sverige og Tyskland kun henholdsvis otte procent og seks procent over gennemsnittet for de 27 EU-lande.

Billigst i Bulgarien

Danmark er også dyrere end landene uden for EU, så som Norge og Schweiz.

De billigste leveomkostninger findes i Bulgarien, hvor priserne er helt nede på 50 procent af EU-gennemsnittet.