Business

Stor restskat truer boligejere

Boligejere med et-årige flekslån har udsigt til en rekordlav rente på ca. 1,3 pct. i 2011.

Men det tager Skat ikke hensyn til, når den automatiske forskudsopgørelse for 2011 beregnes, advarer Realkreditforeningen ifølge epn.dk.

Forskudsopgørelsen tager nemlig udgangspunkt i rentefradragene fra den seneste årsopgørelse - og det er den fra 2009, hvor F1-fleksrenten var helt oppe på 5,2 pct.

Rentefaldet giver problemer

Dermed risikerer omkring en halv million boligejere med flekslån, at deres forskudsopgørelse for næste år bliver beregnet med et alt for stort rentefradrag, skriver epn.dk.

Det kæmpestore rentefald fra 5,2 pct. i 2009 til forventede 1,3 pct. i 2011 betyder, at det rentefradrag, forskudsopgørelsen indeholder, er næsten 40.000 kr. for stort for hver million kr., skatteyderen har i flekslån i sin bolig.

Restskatten rammer i 2012

En boligejer med et lån på 2 mio. kr. vil således få tildelt et rentefradrag, der er næsten 80.000 kr. større, end den faktiske renteudgift i 2011.

Den regning skal betales - og det vil ske i form af en kæmpe restskat, når årsopgørelsen for 2011 foreligger i foråret 2012.

Husk at ændre forskudsopgørelse

Hvis man står til et rentefradrag på forskudsopgørelsen, der er 40.000 kr. for stort, vanker der en restskat på ca. 13.000 kr. Oveni kommer en renteudgift på restskatten samt muligvis også et ekstra procenttillæg, skriver epn.dk.

Boligejere kan undgå restskat ved at ændre i deres forskudsopgørelse, således at den ikke indeholder et urealistisk højt rentefradrag ud fra at renten var 5,2 pct.