Business

-Danskere får sløjfet skattegæld

Lave indkomster og lange sagsbehandlingstider er grundene til, at et ukendt antal danskere vil få sløjfet deres skattegæld.

Et ukendt antal danskere vil få sløjfet deres gæld til det offentlige. Enten fordi de har så lave indkomster, at de ikke kan betale gælden. Eller fordi deres sag har ligget så længe hos Skat, at forældelsesfristen på tre år er overskredet.

Sådan lyder det ifølge Jyllands-Posten i skatteminister Troels Lund Poulsens (V) nye plan for, hvordan Skat skal komme skattegælden på 67 milliarder kroner til livs.

"Vi vil give nogle af samfundets svageste en mulighed for at komme ud af gældsfængslet", siger skatteministeren til avisen.

Nogle sager forældede

Han erkender samtidig, at andre vil slippe, fordi deres gældssag er forældet. Allerede sidste år måtte Skat vinke farvel til 800 millioner kroner blandt andet på grund af forældelse.

Blandt de øvrige tiltag er, at flere skyldnere skal trækkes i løn eller børnepenge - eller sendes i RKI af Skat.

SF's skatteordfører, Jesper Petersen, bakker op om bedre redskaber til Skat. Men han tordner over, at Skat lader sagerne for forælde.

"Mange af de penge, der må afskrives nu, kunne være endt i statskassen, hvis regeringen havde gjort sit arbejde ordentligt frem for at nedlægge tusindvis af stillinger i Skat", siger han til Jyllands-Posten.