Business

-Lotto-vinders kone ved ingenting

En dansk mand fik her til formiddag et gyldent opkald. Medarbejderen fra Danske Spil kunne fortælle, at han havde vundet 3,1 million kroner.

"Det første jeg sagde, var: Er det en joke? Laver du pis mig?", griner den nykårede Joker-millionær, da Danske Spil talte med ham i telefonen mandag formiddag.

Manden var nemlig den eneste vinder af Joker, som blev udtrukket i lørdags. På hans Lotto-spil på danskespil.dk havde han den helt rigtige række, der betaler sig med 3.177.794 kroner.

jeg gik da op og vækkede vores datter, der lå og snuede. Hun spurgte, om hun måtte få en ny computer

Glad Lottovinder

"Jeg var nu egentlig ok rolig. Der var jo ikke andet at gøre. Men jeg gik da op og vækkede vores datter, der lå og snuede", fortæller manden, der rimelig hurtigt lod sig overbevise om, at nyheden om gevinsten var god nok.

Hun sagde: "Må jeg så få en ny computer", griner han.

Konen i familien ved endnu ikke besked. Det printede vinderspil ligger på familiens bord og venter på hende, når hun kommer hjem fra arbejde.

"Hun bliver så glad, ingen tvivl om det. Det giver os mulighed for at få betalt nogle lån ud, ja, have lidt større frihed generelt", slutter manden, der er fra Roskilde.