10 ting, der gør chefer rasende
Vi kæmper alle for at imponere chefen, men nogle gange går det helt galt i kommunikationen mellem ledere og underordnede. Kender du det?
Det svenske karrierenetværk Shortcut har spurgt en række chefer om, hvornår ansattes opførsel får dem til at tælle til ti indvendigt.
1)"Jeg havde brug for et hurtigt svar på et relativt ukompliceret spørgsmål og fangede en af mine ansatte, der var på vej ud af døren. Hun havde åbenbart stemplet ud for dagen, for da jeg stillede mit spørgsmål, tog hun sit adgangskort, stemplede ind, svarede mig kortfattet, hvorpå hun stemplede ud igen. Jeg er fortsat ikke helt kommet mig over oplevelsen."
- Statsansat chef
2)"Jeg kan blive tosset på mennesker, som ikke har respekt for andres arbejdssituation. Forsink ikke arbejdsprocesser ved ikke at levere til tiden, vær ydmyg hvis du har brug for hjælp og respekter din kollegas tid."
- Chef i mellemstor virksomhed
3)"Det er irriterende med personer, som altid ved bedst og som altid har gjort noget større og mere spændende end andre. Selv om du virkelig har oplevet noget mere spændende, end en anden fortæller, så kan det ofte være en god idé at tie stille. Hvis du tør erkende, at du ikke kan alt, så vokser du i arbejdsgiverens øjne."
- Chef i en investeringsvirksomhed
4)"Det kan opfattes som forstyrrende og afvigende, hvis man i begyndelsen ikke deltager i kaffepauserne og ikke spiser frokost med kollegerne. Ensomme ulve bliver man let mistænksom overfor i en organisation. Når man har været ansat et stykke tid og "tilpasset sig" i en social sammenhæng, er det lettere og mere accepteret ikke altid at deltage i det sociale."
- Gruppeleder i en statslig organisation
5)"Jeg kan blive gal på sådan nogen, som vil have din feedback bare for at slippe for at tænke selv. Hvor ofte er det ikke sket, at nogen er kommet slentrende med en tekst, som ikke engang er halvt færdig, og så forventer, at man i princippet skal skrive den færdig for dem? Af ren dovenskab. "Er du virkelig tilfreds med din tekst og har du gjort det bedste, du kan?" plejer jeg så at spørge. Næsten ligesom til et barn.
- Chef i et PR-bureau
6)"Noget, der irriterer mig, er nyansatte, som lever på gamle meritter. Visse personer læner sig tilbage, hvis det går godt i starten, og bliver hovmodige og arrogante på kort tid. De tror, at de kan jobbet og sulten forsvinder. Jeg har skilt mig af med sådanne personer."
- Områdechef ved et internationalt teleselskab
7)"Som chef bryder jeg mig ikke om unge, nye medarbejdere, der tier stille ved møderne og tror deres spørgsmål er dumme. I denne virksomhed er det vigtigt at kunne "stå på scenen" og fremlægge vigtige spørgsmål."
- Chef for svensk teknikforetagende
8)"Folk, der ikke vover at være selvstændige, irriterer mig. Ofte ved et team, hvad der skal gøres, men vil alligevel lige afstemme. Det tror jeg er en negativ konsekvens af at arbejde i et åbent kontorlandskab. I stedet for at fokusere på mit eget må jeg hver femte minut afbryde det, jeg sidder med for at bekræfte mine medarbejdere."
- Chef for tv-kanal
9)"Jeg kan blive gal over brok. "Arj, skal vi spise på det der lortested?" eller "hvad?! skal vi ikke flyve i helikopter til vores kick off?" Der er visse mennesker, som bare sidder og siger "tyyypisk" og spreder negativ energi, som er livsfarlig og smitsom."
- Mellemleder i et mindre selskab
10)"Jeg bliver irriteret på nyansatte, der bare holder sig til deres jævnaldrende med samme baggrund og interesse og går rundt som en flok. De burde vise, at de har social kompetence nok til at kunne arbejde med alle andre på kontoret."
- Revisionschef i stor bank