10 tip til at få drømmejobbet
Jobmarkedet er igen blevet arbejdsgivers marked efter flere år med lav arbejdsløshed.
Derfor kræver det en ekstra indsats at finde og få de attraktive job.
Det er vigtigt at prøve at sætte sig i arbejdsgivernes stol og tænke som de gør: Hvad er det, de er på udkig efter? Hvad har de brug for?
Annette Kleisdorff, Dahl & Kjærgaard
Mange af de mest spændende job bliver aldrig slået op, og der skal således ofte noget helt særligt til, hvis man vil have foden indenfor de rigtige steder.
I samarbejde med to rekrutteringseksperter giver finans.tv2.dk dig her en række tips til, hvad du kan gøre for at blive synlig og komme i betragtning til drømmejobbet.
Det er helt afgørende at spørge sig selv: Hvorfor skal jeg have denne stilling - hvad er detjegkan tilføre virksomheden?
Magdalena Nour, Adecco
"Det er vigtigt at prøve at sætte sig i arbejdsgivernes stol og tænke som de gør: Hvad er det, de er på udkig efter? Hvad har de brug for?" siger chefkonsulent Annette Kleisdorff fra HR-konsulenthuset Dahl & Kjærgaard.
Hun suppleres af rekrutteringschef Magdalena Nour fra Adecco:
"Det vælter ind med ansøgninger i øjeblikket, og mange tilpasser ikke deres ansøgninger efter virksomheden. Det er helt afgørende at spørge sig selv: Hvorfor skal jeg have denne stilling - hvad er detjegkan tilføre virksomheden?"
1. Fokusér din søgning
Udvælg dig en lille gruppe af virksomheder, hvor du godt kunne tænke dig at arbejde, og hvor du mener at have en realistisk chance for at blive ansat. Det er denne gruppe, du skal give ekstra opmærksomhed og bruge ekstra krudt på at præsentere dig overfor.
2. Brug dit netværk
Du har sikkert hørt det tusind gange før, men ifølge eksperterne er der fortsat mange, som glemmer aktivt at søge job gennem familien, vennerne, vennernes venner, forældre til børnenes legekammerater osv. Snak med folk om deres arbejde, og prøv at finde ud af, om du kunne passe ind i samme virksomhed, hos en af konkurrenterne, en af leverandørerne eller en af kunderne. I så fald har du allerede en mulig inside-kontakt.
3. Gør dit hjemmearbejde
Læs alt, hvad du kan, om virksomhederne, sæt dig ind i deres forretning og de markeder, de opererer på. Dan dig et indtryk af, hvad de gør godt og hvad de kunne gøre bedre. Hvis du som jobsøger kan vise, at du kender virksomhedernes udfordringer og måske endda har idéer til at løse dem, har du gode muligheder for at gøre indtryk på cheferne.
4.Forhør dig i miljøet
En ting er, hvad du kan læse dig til, noget helt andet er, hvad relevante personer kan fortælle. Kender du nogen i dine udvalgte virksomheder, er det selvfølgelig en fordel, men ellers vær fræk og snak med fx kunder, leverandører eller samarbejdspartnere til virksomhederne. Eller ring til virksomhedernes HR-afdeling, hvis de har en sådan, og spørg hvad du kan gøre for at komme i betragtning.
5. Identificér nøglepersoner
Brug kontakterne til at indkredse, hvor i virksomhederne, du gerne vil arbejde, og hvem der i givet fald ville skulle ansætte dig. Ring evt. til virksomheden og spørg, hvem du skal henvende dig til. Forhør dig om personerne og undersøg, hvad de har lavet tidligere. Hvis du har en idé om, hvad nøglepersonerne sætter pris på hos en ansat, er du godt hjulpet, og hvis du kan finde noget, I har til fælles, har du noget i baghånden til at bryde isen med eller til en hurtig smalltalks, som kan hjælpe dig til at skabe en relation.
6. Skab kontakter
Når de rette personer er identificeret, så opsøg virksomheden eller ring og spørg, hvad du kan gøre for at være sikker på at komme i betragtning, hvis et interessant job skulle dukke op. Tag ud til virksomheden og bed om to minutter af HR-chefens eller en anden relevant chefs tid. Fortæl, at du har hørt en masse godt om virksomheden, og at du derfor er interesseret i at komme til at arbejde netop dér. Fortæl lidt om dig selv, og aflever dit cv. Spørg om du kan gøre noget for, at de husker dig, hvis en stilling bliver ledig.
Det vælter ind med ansøgninger i øjeblikket, og mange tilpasser ikke deres ansøgninger efter virksomheden
Magdalena Nour, Adecco
7. Hold kontakten ved lige
Hører du ikke fra virksomheden, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at de har vejet og fundet dig for let. Ring og tjek, om de fortsat har dit cv, og fortæl, hvad du har lavet siden sidst. Får du et direkte afslag eller får du indtryk af, at du ikke vil komme i betragtning, så spørg hvorfor. Vær ikke fornærmet, men bed pænt om en ærlig forklaring og et bud på, hvad du kan gøre for at kvalificere dig yderligere.
8. Brug rekrutteringsbureauer
En anden vej til de skjulte job går gennem junglen af rekrutteringsbureauer, som hjælper virksomheder med at finde medarbejdere. En af rekrutteringsvirksomhedernes vigtige funktioner er netop, at kunderne slipper for at bruge tid på store mængder af ansøgninger. Derfor når mange ledige stillinger kun til rekrutteringsbureauerne, der finder kandidaterne ud fra deres cv-arkiver. Find ud af, hvilke rekrutteringsfirmaer, der specialiserer sig i den branche, du gerne vil ind i, og ring så til dem og hør, om du må sende dit cv. Chancen for at blive ringet op, når der er et job, der matcher din profil, er måske ikke stor, men det sker i hvert fald aldrig, hvis rekrutteringsbureauerne ikke har dine data.
9. Benyt flere søgestrategier
Er du seriøst jobsøgende, så er det ikke nok kun at gå efter de skjulte drømmejob. Kombinér den fokuserede jobsøgning på specifikke virksomheder med almindelig jobsøgning. Sørg for at have opdaterede cv'er i relevante jobdatabaser og søg de stillinger, du ser slået op.
10. Søg internt
Hvis du er i job, men bare søger nye udfordringer, så glem ikke muligheden for at søge de skjulte job i din egen virksomhed. Gå til den relevante chef og gør opmærksom på, at du er klar til nye og måske større udfordringer. De fleste vil betragte det som positivt, at deres ansatte viser ambitioner, og du behøver jo ikke afsløre det, hvis du er dødtræt af dit nuværende job. Er du i tvivl om, at det er fornuftigt at lufte dine karrieredrømme overfor din egen chef, så henvend dig til en chef i en anden afdeling eller til HR-afdelingen, hvis der findes en sådan.